Spørgsmål:
Vi havde i sidste uge et spørgsmål om en gravid medarbejder, som vi ønskede at bortvise. Vi havde en mistanke om, at hun havde udbetalt for meget i løn til sig selv i sin rolle som bogholder. Men vi kan ikke dokumentere dette og har opgivet bortvisning. I stedet ønsker vi at opsige hende. Kan vi opsige, uden at vi risikerer, at det koster store godtgørelser?
Svar
Ved en bortvisning kan det være af betydning, at den bortviste er gravid. Det samme gør sig gældende ved opsigelser. Helt grundlæggende kan en gravid medarbejder opsiges. Det er dog afgørende, at grunden til opsigelsen ikke relaterer sig til graviditeten eller medarbejderens ønske om at afholde orlov. En gravid medarbejder kan opsiges med en begrundelse som relaterer sig til medarbejderens forhold, som f.eks. tillidsproblemer.
Når man overvejer at opsige en gravid medarbejder, er der dog særligt ét forhold, som man skal være særligt opmærksom på. Ifølge ligebehandlingsloven er der nemlig omvendt bevisbyrde i forhold til opsigelse af gravide medarbejdere, eller medarbejdere, der udnytter deres ret til at afholde orlov.
Det betyder, at I som arbejdsgivere skal kunne bevise, at medarbejderens graviditet eller afholdte orlov ikke har en sammenhæng med opsigelsen. Det kan være en svær bevisførelse at føre, hvorfor det er vigtigt at være sikker i sin dokumentation og argumentation. I jeres tilfælde, når I har udfordringer med at dokumentere et muligt snyd, vil det være svært at løfte bevisførelsen.
Hvis det fastlægges, at arbejdsgiver ikke har løftet bevisførelsen, og det derfor vurderes, at det ikke kan udelukkes, at graviditeten har haft indflydelse på opsigelsen, kan det koste en godtgørelse til medarbejderen på mellem 6 og 12 måneders løn.
Vi anbefaler at medlemmerne altid kontakter Jura i tilfælde, hvor I overvejer at opsige en gravid medarbejder.