-
El
-
VVS
Hvis vi skal i mål med den grønne omstilling af samfundet, skal vi håndtere tre markante udfordringer: Mangel på kvalificeret arbejdskraft, for lidt opkvalificering af arbejdsstyrken og at for få unge mennesker vælger en teknisk erhvervsuddannelse. Det understreger et nyt anbefalingskatalog, som Tænketanken Mandag Morgen og CONCITO står bag. TEKNIQ Arbejdsgiverne har bidraget til anbefalingerne.
For at imødegå de tre store udfordringer er parterne bag anbefalingskataloget kommet med otte konkrete anbefalinger til fremtidens grønne arbejdsmarked. Én af dem går på, at vi skal styrke erhvervsuddannelserne, hvilket længe har været en målsætning for TEKNIQ Arbejdsgiverne, fordi det vil gavne mange af organisationens medlemsvirksomheder.
– I TEKNIQ Arbejdsgiverne har vi længe haft det som en topprioritet at få flere unge til at se, at det er en attraktiv karrierevej at vælge en erhvervsuddannelse. Derfor er det også godt, at anbefalingskataloget har fokus på, at der skal gøres mere for at tydeliggøre, hvilke muligheder og karriereveje en erhvervsuddannelse egentligt rummer, udtaler Tina Voldby, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne og fortsætter:
– Vi må heller ikke glemme den presserende opgave med at styrke undervisningen inden for den grønne omstilling. Undervisere har brug for specifikke kompetencer, og vores skoler har brug for opdateret udstyr. Så der er er behov for investeringer i erhvervsuddannelserne, og det knokler vi for at holde politikerne fast på, for ellers kommer vi ikke i mål med de grønne ambitioner.
Derudover peger rapporten også på, at øget digitalisering er bydende nødvendigt, at AMU-systemet skal løftes, og at det skal gøres lettere at rekruttere og fastholde særligt faglært udenlandsk arbejdskraft. Det kan for eksempel ske ved, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering gennemfører en barriereanalyse, som skal kaste et kritisk blik på de bureaukratiske benspænd, der gør det unødigt kompliceret at rekruttere udenlandske medarbejdere.