-
El
-
VVS
Miljøstyrelsen opfordrer installatørerne til at få færdiggjort installationen af bestemte varmepumper, der efter nytår bliver ulovlige, hvis de vil være sikre på at undgå bøder.
Godt begyndt er halvt fuldendt – men det er bare ikke nok, når det kommer til en række varmepumper, der fra nytår bliver ulovlige at installere. Sådan lyder det Miljøstyrelsen med henvisning til den såkaldte F-gasbekendtgørelse, der nu for alvor træder i kraft.
- Det er ikke noget, der er en klokkeklar definition af i lovgivningen, men jeg vil mene, at man som installatør skal sørge for at afslutte den slags sager, så varmepumperne er monteret færdige og klar til brug, siger Toke Thomsen, jurist i Miljøstyrelsen i afdelingen for kemikalier.
Læs også: Ny varmepumpe-regel presser installatør
De nye regler betyder, at det fra 1. januar 2022 vil være ulovligt at importere, sælge og installere varmepumper, der ikke kan leve op til den såkaldte fem tons-regel. Det er en grænseværdi for brug af kølemiddel i anlæggene, hvor det typisk vil være split-anlæg, der vil stå for skud. Skæringsdatoen er til at forstå, når det kommer til både import og salg, men bliver straks lidt mere uklar, når det kommer til installationen. Er det eksempelvis nok at starte projektet op inden årsskiftet? Nej, ikke selve installationsarbejdet af varmepumpen, lyder det nu fra Miljøstyrelsen.
- Hvis der så er noget service og vedligeholdelse på anlæggene efterfølgende, så vil det være lovligt nok, men ikke selve installationsarbejdet, siger Toke Thomsen.
Tanken med de nye regler for kølemidler er at mindske CO2-udledningen til atmosfæren. Af samme grund kan man som installatør risikere bøder og i værste fald fængselsstraf for at bryde reglerne efter årsskiftet. Det er Kemikalieinspektionen under Miljøstyrelsen, der står for tilsynet med bekendtgørelsen. Installationsmedierne har derfor forsøgt at få en uddybning af, hvad der bliver krævet i forhold til dokumentation og muligheder for dispensation for reglerne.
Det er dog ikke lykkedes at få et svar inden redaktionens afslutning.
1. januar 2022 træder der nye regler i kraft, som betyder, at der maksimalt må være kølemiddel svarende til 5 tons CO2-ækvivalenter i split-varmepumper, der installeres efter denne dato.
Du kan finde ud, hvor mange CO2-ækvivalenter en varmepumpe indeholder ved at gange fyldingsmængden i varmepumpen med det anvendte kølemiddels GWP (drivhuspotentiale).
Eksempler:
R32 har et GWP på 675. En split-varmepumpe med denne type kølemiddel og en kølemiddelfyldning på 2,4 kg indeholder dermed 2,4 x 675 = 1,6 tons CO2-ækvivalenter og altså mindre end de 5 tons som er kravet. Denne varmepumpe må gerne installeres efter 1. januar 2022.
R410A har et GWP på 2.088. En split-varmepumpe med denne type kølemiddel og en kølemiddelfyldning på 2,4 kg indeholder 2,4 x 2088 = 5,01 tons CO2-ækvivalenter, og altså mere end de tilladte 5 tons. Varmepumpen må derfor ikke installeres efter 1. januar 2022.
Det er dit ansvar som installatør at sikre, at reglerne bliver overholdt. Du bør tale med din leverandør for at sikre, at de varmepumper du installerer efter 1. januar 2022, overholder de nye krav. De split-varmepumper du har på lager, og hvor CO2-ækvivalenterne overstiger 5 tons, skal altså installeres inden 1. januar 2022. Efter 1. januar 2022 må de ikke længere installeres. Overtrædes reglerne risikerer man bøder og i værste fald fængselsstraf.
Monoblok-varmepumper, dvs. varmepumper, der er fabrikssamlede og hermetisk lukkede, må fortsat indeholde op til 50 kg HFC-baseret kølemiddel. Ved monoblok er reglerne altså uændrede.
Og husk at kravene om evt. f-gascertifikat eller kølemontørcertifikat fortsat er gældende. Det samme er naturligvis kravene til el- og vvs-autorisation.
Læs mere om emnet i TEKNIQ Arbejdsgivernes el- og vvs-apps, hvor der også er forklarende videoer.