-
Industri
-
Opsøgende salg på eksportmarkederne i Europa er krævende og med betydelige omkostninger. Derfor har KP Automation arbejdet sig ind i et tæt samarbejde med GEA - en af giganterne indenfor maskiner til fødevareproduktion i Europa. Den danske virksomheds robotcelle indgår nu som en del af løsningen, når GEA-koncernens laver forslag til fuldt automatiserede produktions-setup inden for mozzarellaost.
- Vores virksomhed er en lille spiller i branchen og har bare fire års historie i fødevarebranchen. Vi har slet ikke salgs-power til at gå stærkt ind i Europa eller for den sags skylde resten af verden. Vi er derfor gået målrettet efter at kunne vokse med vores samarbejdspartnere som eksempelvis med GEA.
Det siger direktør og partner Kim Poulsen fra KP Automation i Ikast, der beskæftiger 20 fastansatte og løbende indlejer omkring lige så mange eksperter og montører. Projekthuset med primær fokus på fødevareindustrien blev startet i 2015 af Keld Pedersen og efterfølgende kom Kim Poulsen med i virksomheden, der ligger placeret i industrikvarteret i Ikast.
Goliat trækker David
Der er et spring fra den tyske koncern GEA med over 18.000 medarbejdere til en dansk virksomhed af KP Automations størrelse med 20 ansatte. Døren til samarbejdet blev ikke åbnet med et telefonopkald. Den kom i forbindelse med, at KP Automation leverede dele af et produktions-setup, hvor GEA var hovedleverandør.
KP Automation har især leveret såkaldt end-of line-koncepter indenfor mælke- og osteprodukter, hvor det færdige produkt er emballeret og alene skal pakkes og stilles på paller med effektive robotløsninger. Men i samarbejdet med GEA er KP Automation også rykket med robotcellerne ind i ”den hvide zone” – ind i produktionslokalerne med de meget høje krav til overflader, rengøring og hygiejne.
- De møder og samarbejder, vi havde i de første projekter med GEA’s eksperter, har givet mulighederne for at udvikle et samarbejde. Vi opleves som fleksible og parate til hurtige omstillinger. Resultatet er blevet, at vores robotcelle nu indgår som en del af løsningen, når GEA laver et forslag til at indrette en fabrik med mozzarella-produktion, siger Kim Poulsen.
Service worldvide
KP Automation har tegnet flere koncepter på robotceller, som GEA kan vælge imellem til det enkelte projekt. Det gør, at den danske samarbejdspartner først behøver at træde ind i slutforhandlingerne i et projekt. Det sparer mange kræfter i salgsarbejdet i Ikast.
Og mozarella er et godt produkt at være en del af. Osten bruges som bekendt på pizza overalt i verden – og forbruget er voksende. Derfor forventer KP Automation en række ordrer fra samarbejdet med GEA de kommende år.
En forudsætning for samarbejdet har dog været, at den danske virksomhed har kunnet garantere serviceaftaler på eksempelvis robotter og baner på verdensplan. Hvis en produktionslinje står stille på et mejeri på New Zealand, så kan virksomheden ikke afvente en ekspert fra Danmark, der alene skal bruge 24 timer i fly. Den sikkerhed har GEA fået, inden de danske robotceller blev faste koncepter i GEA’s projekter.
Dør-åbner
- Mange mindre danske leverandører kan få fordele af at indgå sådan et samarbejde med et kendt brand. Både i eksportsalg og i markedsføringen. Det er af stor, stor værdi, at vi eksempelvis på messer må markedsføre vores virksomheds samarbejde med GEA. Det åbner døre og giver vores virksomhed et blåt stempel, når vi møder en ny kunde.
- Men det kræver tålmodighed og en større indsats at nå hertil, siger Kim Poulsen.
I dag er halvdelen af omsætningen hos KP Automation eksportordrer - og hovedparten af projekterne er indenfor fødevarer. De fleste af de ansatte i projekthuset er ingeniører, produktionsteknologer, maskinmestre, programmører og andre eksperter, der kan designe og udvikle. Virksomheden har ingen egen produktion. Alt kommer fra underleverandører, og anlæggene opsættes og testes på virksomheden inden leverancen.
Ekstra hænder lejes
- Med varierende ordreindgange trækker vi ekstra montører og specialister ind efter behov fra samarbejdspartnere. Der kan være en gennemløbstid fra ordre til aflevering på seks måneder på mange af projekterne. Så skalerer vi efter behov for ressourcer og kompetencer, siger Kim Poulsen.
Danske mejerier er også på kundelisten, hvor KP Automation har designet, projekteret og monteret færdige løsninger indenfor især osteproduktion. Her er der også tale om enkelt-anlæg samt nøglefærdige projekter til en hel fabrikshal.
Billedtekst:
Bærende:
Kim Poulsen i produktionen sammen med montøren Torben
Robottegning:
KP Automation er rykket ind i de krævende hygiejneområder med robotløsninger til mozzarella produktion
Sekundært:
GEA og KP Automation i fælles markedsføring – det giver resultater
Faktaboks:
KP Automation, Ikast
Projekthus på automatisering og robotstyring
20 ansatte + 15-20 indlejede mand
Direktør: Kim Poulsen
Ejere: Keld Pedersen og Kim Poulsen
Web: kp-automation.dk
Samspil med stor-leverandør:
1: Fokusér på din virksomheds værdi. Hvor kan du skabe værdi for et andet brand? Læg vægt på det.
2: Tålmodighed, tålmodighed. Store koncerner har lange beslutningsprocedurer.