-
Industri
-
El
-
VVS
Mange virksomheder har investeret i solceller til el-produktion med udgangspunkt i en kWh-pris på 50 øre. Nu er prisen mangedoblet – og tilbagebetalingsprisen falder. Kunderne står i kø.
Dansk Solcelleforening organiserer leverandørerne af de anlæg, som virksomhederne typisk investerer i. De havde travlt med energipriser omkring 50 kWh – nu har det meget mere travlt.
- Virksomhedernes interesse er virkelig accelereret med de eksploderende energipriser igennem de seneste måneder. Det er klart, at så høje priser gør investeringen mere attraktiv, men vi går stadig ud fra lavere og mere forsigtige priser end de nuværende. Vi lægger en sikkerhedsmargin ind, når vi beregner tilbagetalingstiderne.
Det siger formand for Solcelleforeningen, Flemming Kristensen, fra firmaet FK Sol. De fleste virksomheder går efter at supplere deres nuværende energileverance med egen produktion.
30 procent
- De fleste virksomheder får et anlæg, der kan levere 20-30 procent af det samlede forbrug. Der skal gerne være et elforbrug i dagtimerne, hvor solen skinner og anlægget producerer. Solceller leverer således et supplement af energi, der ikke er afhængigt af priserne ude på elmarkedet, siger Flemming Kristensen.
Mange virksomheder har tagarealer, der kan udnyttes til solenergi. Andre har arealer på virksomheden, der kan komme i spil til panelerne.
- Kunderne er både virksomheder med 10-20 mand og store fabrikker med et forbrug over en million kWh. Alle vil gerne tage toppen af de vanvittige elpriser. Samtidig er der en fordel i, at disse virksomheder medvirker til at tage toppet af trykket på ledningsnettet ved at levere egen elproduktion midt i de travle dagstimer, siger Flemming Kristensen.
Fjern bureaukrati
Dansk Solcelleforening arbejder sammen med TEKNIQ Arbejdsgiverne på at fjerne en række bureaukratiske forhindringer, der både er uhensigtsmæssige og forsinkende for etablering af solcelleanlæg. Det handler om mere smidig sagsbehandling og muligheden for at have produktion på flere matrikler, der deler produktionen fra solcellerne.
- Vi arbejder på en hel stribe problemstillinger, der kunne fjernes og gøre det langt smidigere at komme i gang med at producere eget el som virksomhed. Men virksomhederne kan læne sig op ad vores viden. Vi hjælper kunderne igennem. Lige nu er udfordringerne mere på leverancer som i mange andre industrier, der bruger microchips, siger Flemming Kristensen.