-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
I foråret slog EU-domstolen fast, at EU-harmoniserede standarder skulle være frit tilgængelige. Nu efterlever Dansk Standard afgørelsen, hvilket betyder at 68 harmoniserede standarder er frigivet til stor glæde for medlemmer som Jesper Særkjær, direktør i Scan-Trapper.
- Vi har jo været nødt til at købe de standarder, som vi skal have i forbindelse med vores certificering. Det løber op i en udgift på 3.000-4.000 kr. om året. Det er måske ikke meget i sig selv, men det er en kilde til stor frustration. Og indtil nu har den frustration været lige så uundgåelig som standarderne selv, siger Jesper Særkjær, direktør i Scan-Trapper i Herning.
TEKNIQ Arbejdsgiverne og direktør Troels Blicher Danielsen har kæmpet for, at standarderne blev frit tilgængelige. Det var derfor også en begejstret Troels Blicher Danielsen, der gav et større interview til Licitationen.
- Det er vigtigt at få prikket hul på bylden. Frisættelsen af de 68 standarder er første bølge i bevægelsen. Jeg håber, at det bliver til en tsunami, der frisætter alle standarderne relativt hurtigt, men der er også en risiko for, at det bliver et langt, sejt tovtrækkeri, der kommer til at tage årevis, lyder vurderingen i Licitationen.
Troels Blicher Danielsen, direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Endnu ikke i mål
Tilbage hos Jesper Særkjær i Herning er konklusionen klar og regnestykket ganske simpel:
- Jo flere standarder der bliver frigivet, jo bedre vil det være, siger direktøren i Scan-Trapper.
I Glostrup arbejder Troels Blicher Danielsen videre på sagen.
- Vi er fortsat af den opfattelse, at alle standarder bør sættes fri. Det her er en stor principiel sejr i den kamp. Men vi er ikke i mål endnu, lyder det fra direktøren i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der hæfter sig ved, at det nu er på europæisk plan, at man hænger i bremsen, hvorimod Dansk Standard og TEKNIQ Arbejdsgiverne har fået et godt samarbejde i processen:
- Jeg har indset, at vi skal være mere tålmodige. Dansk Standard er kun en mindre del af processen, der foregår på europæisk plan. De skubber på, det kan jeg godt se nu, men vi troede fra start, at det kunne ske noget hurtigere, siger Troels Blicher Danielsen.