-
Industri
Damgaard Metal købte for fire år siden et gittermast-koncept hos Priess-koncernen i Vinderup. Modulsystemet er medvirkende til, at koncernen netop har kunnet lande en 4-årige rammeaftale på master til en værdi på 75 mio. kr. hos Energinet.
De mange master skal indgå i Energinets udbygning af højspændingsstationer i den grønne omstilling. Ordren er vundet efter et EU-udbud og en seks måneder lang proces. Her er der stillet en lang række krav, som Damgaard Metal skal leve op til.
Det gælder ikke mindst på miljø. Her har virksomheden eksempelvis lagt vægt på, at masterne på op til syv meter bliver galvaniseret ved en lokal virksomhed nær på produktionen i Vojens. Derved spares der CO2 til transport.
- Gittermasterne vil samlet komme til at fylde 15-20 pct. af vores produktion i koncernen i fremtiden. Den ny rammeaftale vil beskæftige 12 mand, så vi skal ud at finde måske 6-8 smede i alt, siger medejer og adm. direktør Frank Wind.
Svejses i Vojens
Selve produktionen kommer til at ligge på fabrikken i Vojens. Heller ikke i Sønderjylland går der ledige faglærte rundt på gaderne. En del af de ansatte er faglærte fra Tyskland og Polen, så koncernen med 120 ansatte i alt har en god erfaring med at integrere udenlandsk arbejdskraft.
- Vi er derfor gået med i et EU-projekt om arbejdskraft, hvor vi vil prøve at tiltrække ikke bare den ansatte – men hele familien til en tilværelse i Danmark. Vi har fået 17 ansøgere til i første omgange fire stillinger, så det tegner godt. Hvis de nye medarbejdere får familien med, så håber vi, at de bliver som ansatte hos os, siger Frank Wind.
Damgaard Metal har også vundet anden stor rammeaftale - en otteårig rammeaftale til Banedanmark på produktion af master i forbindelse med elektrificeringen af det danske jernbanenet. Stålmasterne er her typisk master opbygget i Corten-stål. Denne opgave havde Damgaard Metal i forvejen – og formåede at genvinde en forlængelse på 4 + 4 år.
Holdes i Danmark
- Det er godt at se, at vi til stadighed er konkurrencedygtige, og at masterne fortsat produceres her i Danmark, siger Frank Wind, der har arbejdet sammen med sælgeren Ole Damsgaard om ordrerne til mastedivisionen i koncernen.
Med den store efterspørgsel på udbygning af energinettet i Danmark vil Damgaard Metal fortsætte det opsøgende arbejde og byde på nye opgaver. Damgaard Metal er en fusion af JB Damgaard, Johs. Møllers Maskinfabrik og Damgaard Metal Infrastruktur, med fabrikker i Hasselager ved Århus, Vojens og Letland. Virksomheden producerer specialdesignede løsninger til næsten alle industrier.
Ingen af gittermasterne skal dog produceres i Letland, selvom timelønnen her er betydeligt lavere.
- Der er utrolig meget luft i en gittermast, som det koster at transportere fra Letland til Danmark – både i kroner og i CO2-udledning. Det har vi derfor ingen planer om, siger Frank Wind.
Masterne skal svejses på fabrikken i Vojens og vil beskæftige 12 mand de kommende fire år