-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Fredag den 1. september er der frist for indberetning af moms. Men hver 6. virksomhed får ikke indberettet til tiden - og første sanktion er en afgift på 800 kr. Skattestyrelsen starter nu kampagne.
I disse dage skal 474.000 virksomheder gennem den samme øvelse: De skal indberette moms. Moms udgør en af statens største indtægtskilder, og derfor er det vigtigt, at virksomhederne indberetter korrekt - og til tiden. Ved seneste store momsfrist i marts 2023 overholdt ca. 74.000 virksomheder ikke fristen, hvilket svarer til 16 procent.
Det er især den gruppe, Skattestyrelsen vil nå med sin nye kampagne ”Få tjek på momsen”.
- Vi ved, at nogle virksomheder har brug for et skub. Vi hører fra nogle, at de faktisk husker fristen, men de når ikke at blive klar med deres momsregnskab. Derfor siger vi nu med vores kampagne: Husk, at det er tid til at sætte tid af til at få moms på plads, siger Thomas Hjortenberg, erhvervsskattedirektør i Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Koster afgift
Hvis en virksomhed ikke indberetter moms til tiden, vil virksomheden i første omgang modtage rykkere og herefter en afgift på 800 kroner, hvis den stadig ikke har indberettet. Derudover skal Skattestyrelsen i gang med at lave et midlertidigt skøn af virksomhedens momsregnskab, fordi tallene simpelthen mangler.
- Mindre og travle virksomheder kan opleve, at de har en god grund til ikke at blive færdig og nå moms-fristerne. Men der er ingen vej udenom. Faste vaner og rutiner omkring moms er nok den bedste løsning, når man skal undgå rykkere og afgifter på moms, siger underdirektør Maria Schougaard Berntsen, TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Rykker
De fleste virksomheder bliver mindet om momsfristen i mails eller Digital Post.
- I sidste instans kan vi faktisk lukke en virksomhed, hvis vi fire gange i træk har lavet et skønnet momsregnskab. Heldigvis ser vi, at langt de fleste virksomheder gerne vil have styr på deres moms. Derfor går vi også op i at hjælpe dem med at huske fristen her den 1. september, siger Thomas Hjortenberg fra Skattestyrelsen.
På www.skat.dk/huskmoms kan virksomhederne også få hjælp til at få styr på momsreglerne og tage en momstest.
Fakta om Moms
-
Moms står for meromsætningsafgift og er en afgift, virksomheder skal opkræve ved salg af varer eller serviceydelser i Danmark.
-
Ca. 474.000 virksomheder skal indberette moms senest den 1. september 2023. Det er størstedelen af de danske virksomheder.
-
Salgsmomsen er den afgift, der pålægges et salg. Som udgangspunkt er det 25 pct. af varen eller ydelsens oprindelige pris. Har virksomheden solgt for et højere beløb, end den har indkøbt for, skal virksomheden betale differencen hos Skattestyrelsen.
-
Købsmomsen er den afgift, man som kunde betaler. Som erhvervsdrivende kan man trække momsen fra. Har virksomheden købt for mere, end den har solgt for, kan den få differencen udbetalt hos Skattestyrelsen.
-
Skattestyrelsen tilbyder på skat.dk/huskmoms, at man kan tilføje de kommende momsfrister til sin digitale kalender for at blive mindet om, at en frist nærmer sig.