-
Industri
Fond under TEKNIQ Arbejdsgiverne investerer 200.000 kr i optimale forhold for den 21-årige klejnsmed Jakob Østergaard Nielsen fra Damgaard Metal, der nu skal til VM i Skills i Frankrig.
- - Det er helt afgørende, at vi gør det lige så attraktivt og spændende for de unge at gå i lære som at gå på gymnasiet. Derved tiltrækker vi flere unge. At kunne komme til et verdensmesterskab i sit fag i Frankrig er et godt eksempel på, at der kan vente store oplevelser under uddannelsen til faglært. Det vil vi meget gerne støtte fra Fondens side, siger fondsformand Fleming Frederiksen.
Støtten fra ”Fonden Foreningen til uddeling af Arbejdsgivernes uddannelsesaktiviteter” på 200.000 kr. skal bruges til, at Jakob Østergaard kan få tid og faciliteter til træning op til konkurrencen i Lyon i september samt have repræsentanter fra sin læreplads Damgaard Metal med under konkurrencen. En del af beløbet går også til EuroSkills i 2026, der foregår i Herning.
Landsholdslejr
Inden afrejse er der blandt andet landsholdslejr for deltagere ved WorldSkills. Jakob er i lære hos Damgaard Metal ved Vojens og har gået på Hansenberg i Kolding.
Den 21-årige trives bedst i udfordrende opgaver, hvor det kræver omtanke og nye løsninger for at komme i mål med projektet og produktet. Og det gør ikke noget, hvis man af og til er oppe i de store dimensioner med plader i 40 eller 50 mm. Og indgår der MAG-svejsning, så er det en god dag.
Kun svejsning
Ved verdensmesterskabet er der ikke et fagområde, som hedder klejnsmed. Konkurrencen vil alene gå på forskellige discipliner inden for svejsning, når Jakob trækker landsholdstrøjen over hovedet i Frankrig – til forskel fra den danske Skills-konkurrence, som han vandt i foråret.
VM i Skills 2024
-
- Sted: Lyon, Frankrig
- Dato: 10. - 15. september 2024
- Deltagere: Ca. 1.500 unge fagfolk fra over 65 lande
- Konkurrencer: 62 forskellige fag og fagområder
- Besøgende: Forventet 250.000 besøgende
- Formål: Fremme erhvervsuddannelser og faglig dygtighed og stolthed
- Svejsning: Deltagerne skal demonstrere deres evner inden for forskellige svejseteknikker, herunder MIG/MAG-svejsning, TIG-svejsning og elektrodesvejsning
Jakob på hjemmebane hos Damgaard Metal