-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
DS Stålprofil bruger arbejdsmiljøsystem fra Avidenz til digitalt overblik og løbende vedligehold af teknisk udstyr og maskiner. Overblik over medarbejder-kompetencer og kontaktoplysninger er også på vej ind i systemet, der giver et samlet overblik.
DS Stålprofil A/S er et selskab i den store DS-Gruppe med 95 ansatte. Virksomheden har fået bedre overblik og effektivitet ved at digitalisere arbejdsmiljøet og tænke et system med mange funktioner sammen på en række områder inden for arbejdsmiljø, drift og medarbejdernes kompetencer og uddannelse.
- Vi havde en konkret opgave vedrørende vedligehold af vores tekniske udstyr, som det kunne være en god idé at løse i SOSWEB fra Avidenz. Og da prisen på systemet er meget fair, ja faktisk billig, så blev vi overbeviste om at prøve det af. Og det har vi bestemt ikke fortrudt. Vi er kun blevet positivt overraskede over, hvor meget systemet faktisk kan hjælpe os med at effektivisere, siger produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen fra DS Stålprofil.
Besked fra systemet
Virksomheden i Hobro havde tidligere et selvlavet excel-ark med oversigter over deres udstyr og maskiner. I det system foregik intet automatisk, og medarbejderne skulle selv huske på, hvornår der skulle foretages eftersyn og anden vedligeholdelse.
- Det blev vi ret trætte af. Nu er vores udstyr lagt i SOSWEB med vedligeholdelsesintervaller og notifikationer sat op. Dermed slipper vi selv for at skulle huske, hvornår der skal foretages eftersyn m.m. Det er virkelig rart, for det giver færre spekulationer og mere ro i hverdagen. Vi er nu sikre på, at der er styr på det. Vi får mere tid til at koncentrere os om produktionen og at drive forretningen i det hele taget, siger produktionschefen i en artikel i nyhedsbrevet fra Avidenz.
Nær-ved-ulykker registreres
DS Stål arbejder nu også med en kompetenceoversigt i systemet, hvor det er muligt at lægge kursusbeviser m.m. ind. Det gør det nemt og hurtigt at gå ind og se, hvem der kan betjene en given maskine, som kræver specielle kompetencer, eller om virksomheden besidder de rette kompetencer til at tage sig af en speciel opgave fra en kundeforespørgsel.
Samtidig er det her muligt at bevise over for Arbejdstilsynet, at medarbejderne er instrueret korrekt i anvendelse af maskiner og øvrige arbejdsprocesser.
- Systemet kan også registrere hændelser, nær-ved-ulykker, afvigelser m.m.. Det har vi helt sikkert også tænkt os at skulle i gang med at benytte, for der ser vi store muligheder for at komme mere på forkant og reducere småskader og undgå større ulykker, lyder vurderingen fra produktionschef Rasmus Revsbæk Hansen fra DS Stålprofil.