-
Industri
-
VVS
Metaluddannelserne vil fremover integrere undervisning i sprog som dansk og engelsk i værkstedsarbejdet. Det skal give sprog-undervisning mere mening for lærlingene – og være med til at fastholde unge på eksempelvis smede og industriteknikeruddannelserne.
Antallet af grundfag på metaluddannelserne går fra fire til to, så typisk engelsk og dansk bliver fjernet. Dele af de to grundfag indarbejdes i stedet i den teknisk faglige del af undervisning, så uddannelsernes samlede slutmål ikke ændres.
- Det er vores erfaring, at lærlingene hellere vil arbejde med dansk og engelsk eksempelvis omkring en manual til en maskine på værkstedet. Det opfattes mere relevant end at sidde og lave en tekstanalyse på skolebænken. Derfor er vi overbeviste om, at lærlingene får mere og bedre viden med fra grund- og hovedforløbet på denne måde.
Det siger chefkonsulent Johnny Kristensen fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der har siddet med i arbejdet omkring nye overgangskrav fra grundforløb til hovedforløb på metaludannelserne. Arbejdet er foregået i det faglige udvalg for uddannelserne, hvor der har været enighed om ændringerne.
Mere trivsel
Det overordnede mål er at få flere til at vælge metaluddannelserne – og at få flere til at gennemføre deres uddannelser og forløb på erhvervsskolerne.
- Vi er overbeviste om, at det giver mere trivsel og mere viden, når vi flytter sprogundervisningen ind i den teknisk faglig del af uddannelsen. Vi har i forvejen gode erfaringer med at indarbejde de grundfaglige kompetencer i den teknisk faglige del af undervisning. Samlet set er dette en styrkelse af det sproglige i metaluddannelserne, og der ikke noget der peger på, at man bliver en dårligere smed eller industritekniker, fordi man ikke er blevet undervist i tekstanalyse på sit grundforløb, siger Johnny Kristensen.
Start 2024
Det er TEKNIQ Arbejdsgivernes vurdering, at ændringerne af uddannelserne vil betyde, at elever på metalindustriens erhvervsuddannelser vil opleve et mindre presset grundforløb med større fokus på fordybelse i uddannelsens teknisk faglige del.
Ændringerne er indsendt til godkendelse hos Børne- og Undervisningsministeriet, og er planlagt til at træde i kraft 1. august 2024.
Om grundfag og overgangskrav
-
På erhvervsuddannelsernes grundforløb 2. del er der afsat otte uger til de såkaldte grundfag, som er almene fag, der ikke er bundet op på uddannelsernes fag-faglighed. For at komme videre på uddannelsernes hovedforløb er det et krav, at eleverne består grundfagene i slutningen af grundforløb 2.
Grundforløbets 2. del er typisk der, hvor eleverne for alvor stifter bekendtskab med det fag, de har valgt. Det er vigtigt, at der er fokus på kernefagligheden i læringen, så elevernes motivation for faget fastholdes, og de samtidig bliver klar til at møde virkeligheden ude i virksomheden efter forløbet.
Se de nye overgangskrav.