-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Spørgsmål:
Vi har rygende travlt og kommer bagud med ordrer, hvis alle medarbejdere skal holde deres planlagte ferie. Kan vi aflyse den planlagte ferie, og bede dem komme på arbejde?
Svar
Nej, det kan I som udgangspunkt ikke. Når ferien er aftalt til et bestemt tidspunkt, kan ferien kun flyttes, hvis medarbejderen er enig.
Arbejdsgiver fastsætter ferien under hensyn til virksomhedens drift og skal så vidt muligt imødekomme medarbejderens ønske om feriens placering. Man skal som arbejdsgiver varsle hovedferiens (sommerferiens) placering over for medarbejderen, tre måneder før ferien påbegyndes.
Arbejdsgiver kan ændre en planlagt ferie, når væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal være tale om force majeure-lignende situationer, hvor det for arbejdsgiver er uforudsigeligt og ude af dennes kontrol, at situationen er opstået. Det skal derudover være nødvendigt, at det er den pågældende medarbejder, hvis ferie man ønsker at ændre, der skal udføre arbejdet. Medarbejderen skal i disse tilfælde have erstattet et eventuelt økonomisk tab som følge af feriens ændring, for eksempel afbestilling af en rejse. Derudover har medarbejderen desuden krav på at kunne holde ferien på et senere tidspunkt i ferieafholdelsesperioden.
Har medarbejderen allerede påbegyndt ferien, kan den ikke afbrydes.