-
El
Elinstallatør Jan Darville har specialiseret sig i ladeudstyr til det voksende marked af eldrevne transportmidler i ind- og udland. Det tæller alt fra biler og busser til lastbiler og sågar krydstogtskibe. Det kræver både evnen til at se potentialet i et nyt forretningsområde, gå på opdagelse i det ukendte og turde involvere sig på de bonede gulve.
Ladestanderne skulle kunne fungere i 40 graders frost og to meter sne. Det krav måtte Jan Darville og hans medarbejdere finde klippefaste løsninger på, da de skulle lave et stort anlæg til elbusser i den nordsvenske by Umeå.
– Bare kablerne måtte jeg undersøge nøje for at sikre, at de kunne klare frosten. Det samme gjaldt tavleudstyret, men det var fedt, for jeg lærte virkelig meget af det. Den viden kunne jeg så tage med til projekterne i både Oslo og Helsingborg, siger Jan Darville.
Fra hippiehjørne til central scene
Han driver firmaet God Energi, der på bare 10 år har placeret sig solidt på markedet for ladeinfrastruktur til alverdens forskellige eldrevne transportmidler. Det begyndte med elbiler, men er siden udvidet til både lastbiler, busser, både og måske krydstogtskibe. I dag beskæftiger han 15 medarbejdere i et marked, som er brandvarmt. Grøn omstilling og klimaforandringer er på alles læber. Sådan var det langtfra, da han for 10 år siden forlod sit faste og vellønnede job i det daværende Dong for at starte som selvstændig. Dengang var han foran markedet for elbiler og blev derfor betragtet som lidt af en ”klimatosse”, da han første gang deltog på Folkemødet på Bornholm.
– Vi blev placeret ovre i hjørnet med hippierne, men nu er selv de blå partier blevet grønne, og der bliver holdt folketingsvalg om klimaet. Det er vildt at se den tsunami af omvæltninger, siger Jan Darville.
Han sammenligner udviklingen med dengang, man gik fra hestevogne til benzindrevne biler. Denne gang kommer det bare til at gå meget hurtigere, forudser han.
– Det her er meget mere komprimeret, hvilket er megaspændende. Jeg tror, at 2020 til 2030 bliver det vildeste årti for transport, siger Jan Darville.
Verdensmål og værdier
Han kunne have kaldt sit firma Jan Darville Installation, men han valgte det mere alternative God Energi. Det var helt bevidst for at signalere firmaets ambition om at gøre noget godt for klimaet i den grønne omstilling og samtidig tjene penge på det.
Jan Darville er i gang med at elektrificere havnebusserne i København.
– Medarbejderne skal helst være med på den fede følelse ved at vide, at vi er med til at spare 6,5 millioner liter diesel i Umeå for eksempel, siger Jan Darville.
Den grønne omstilling er en del af firmaets DNA, og han håber, at den grønne profil kan være med til at rekruttere nye medarbejdere. FN’s 17 verdensmål ligger ham også på sinde. I det hele taget skal man som håndværker ikke være så bange for at tænke stort og opsøge beslutningstagerne, mener Jan Darville.
– Installatørerne er alt for lidt på de bonede gulve. Jeg har været til utallige møder i folketinget og andre steder, hvor jeg har været den eneste praktiker. Det betyder selvfølgelig også, at jeg har hældt mange timer i skraldespanden med projekter, der ikke blev til noget. Til gengæld har jeg hørt på en masse mennesker, deres ideer og skabt et netværk, siger Jan Darville.
Af samme årsag tager han også ud og holder foredrag om elektrificeringen på transportområdet på en måde, så alle kan være med. Han har holdt oplæg for alt fra interesseorganisationer til kommuner.
– Jeg siger ja, hvis jeg kan, og jeg tager ikke noget for det. Det er en reaktion på de mange myter, der er på området. Derfor starter jeg tit med strømskolen, hvor jeg kan mærke, at jeg får fat i forbrugeren. Det er en måde at få det helt ned på jorden og forklare, hvad det her er, siger Jan Darville.
Kreativitet og håndværk
God Energi har netop færdiggjort et stort projekt med i alt 27 ladestandere hos Anchersens busser i Hvidovre. De spritnye elbusser blev sat ind på linje 18 og 2A i København i december.
Der er trukket 1,8 kilometer kabel, og eltavlen er gjort klart til 1600 ampere. Derudover er der brugt tid på detaljerne, så der både er placeret stik til støvsugere og svejseapparater ved busserne. Netop detaljerne er vigtige i et nyt marked, hvor alt er under udvikling. Det handler om at sætte sig grundigt ind i kundens behov.
– Det koster mange penge, hvis busserne ikke kommer på gaden. Da jeg for fire år siden blev involveret i de første forsøg med elbusser på linje 3A i København, satte jeg mig op på deres driftskontor for at forstå deres verden i detaljer, siger Jan Darville.
Næste projekt er havnebusserne i København. De skal til at sejle på strøm næste år, og Jan Darville og hans medarbejdere er derfor i fuld gang med at sætte strøm til havneanlægget. Endnu en opgave hvor der må tænkes kreativt for at føre strømmen derud og udvikle en driftsikker metode til opladning, når havnebusserne vugger fra side til side i vandet.
– Det er første gang, man skal lave det på den måde. Der findes turbåde på el, men vi kender ikke til andre, hvor det er rutefart på den måde, siger Jan Darville.
Lav ambassadører
Ud i fremtiden er endnu en stor udfordring ved at lægge til kaj. Helt bogstaveligt faktisk – da det handler om krydstogtskibe i København. Målet er at få landstrøm ud til krydstogtskibene, når de ligger i havnen i stedet for at blæse en sky af skadelig røg fra motorerne ud over hovedstaden. Ifølge planen skal det etableres hurtigst muligt og gerne allerede i 2021. Det vil ifølge Københavns Kommune betyde 30 procent færre partikelemissioner allerede i 2021 og 50 procent færre i 2030. Udbuddet er ved at blive lavet, og Jan Darville håber at kunne gøre sig gældende i det store projekt også.
Men uanset om der er tale om et enkelt lille ladepunkt til hr. Jensens nye elbil eller landstrøm til krydstogtskibe, så er det helt afgørende at levere godt håndværk – hver gang. Ellers risikerer både borgere og politikere at forkaste hele teknologien, inden den er kommet i gang.
– Gør det ordentligt og skab ambassadører i stedet for, siger Jan Darville.