-
El
-
VVS
-
Industri
Efter sommerferien har de fleste direktører udsigt til nogle mørke skyer, der lurer i horisonten. Leveringsproblemer og recessionsfrygt, men der er også plads til udvikling og nytænkning, viser rundringning. Vi afslutter sommerserien med et kig på det kommende halve år.
Knud G. Hansen
Direktør i Møn Maskinbyg i Stege har fra liggestolen udsigt til et efterår med fokus på at få det automatiske produktions-setup til at køre mere optimalt, efter virksomheden blev ombygget og renoveret. Men der lurer også nogle usikkerheder derude:
- Det er et spændende efterår, men også med lidt mørke skyer. Samlet har vi haft et hårdt 2022. Vi går i plus, men det bliver ikke med super flotte tal. Dertil har vi kæmpet for meget med ordrerne og med stigende priser. Selv nye maskiner skal jo bruge energi.
Henning Mørk-Pedersen
Det går også igen hos installationsvirksomheden Nordisk Klima A/S i Odense. Direktør Henning Mørk ikke ser uoverkommelige udfordringer, men der er mange ordrer, der skal afvikles, så bemandingen skal styres knivskarpt.
- Succeskriteriet er, at vi kommer igennem det her år med en positiv bundlinje. Det bliver ikke i et år som dette, at vi kommer ud med et stor overskud. Krigen, prisstigninger og leveringsproblemer gør, at der ikke skal meget til at få det til at skride.
Martin Slot
Hos elinstallatøren Svend Aage Nielsen A/S i Slagelse har indehaver Martin Slot også rigeligt at se til, når han vender tilbage efter ferien.
- Vi er rimelig godt sikret med hensyn til arbejdsopgaver. Det er en privilegeret situation, men jeg er spændt på udviklingen. Vi har op mod sommerferien mærket, at nogle byggerier er blevet udsat. Resten af året kommer vi derfor nok til at satse mindre på entrepriser og fokusere mere på vores store serviceaftaler og faste kunder.
Martin Arberg
Udviklingsdirektøren og ejeren af Linatech står over for et efterår med handlingsplan for digitalisering og grøn omstilling af virksomheden på baggrund af støtte fra SMV:Grøn og SMV: Digital. Og så er der alt det usikre.
- De mørke skyer kan komme fra de globale udviklinger. Der er faktorer, som kan påvirke Linatech, vores kunder og dermed vores virksomhed. Det store spørgsmål er, om der kommer en recession og i hvilket omfang? Vi er klar med både plan B og C til en hurtig omstilling.
Jess Mørk
Partneren i Dansk VVS & Klima i Odense har hele året kæmpet med at skaffe varmepumper nok til efterspørgslen. Nu ligger der en større pukkel forude i forhold installationen.
- Det hele har været sat i stå, fordi vi ikke har kunnet få varmepumper leveret. Vi kan få jordvarmepumper, men vi kan ikke få nogle luft-vand varmepumper. Så det slås vi med. Jeg bestilte i februar – og de begynder at komme i august, september, oktober, november. Og der får vi travlt. Vi skal til at installere fem, seks varmepumper om ugen. Det bliver voldsomt.
Derudover frygter han det stigende pres på forsyninger og priser.
- Leveringsproblemerne bekymrer mig, og det bekymrer mig, at vi har så høje prisstigninger, som vi har lige nu. Det er ikke sundt for nogen. Det vil kvæle en masse projekter, at tingene stiger i den hastighed, som vi ser nu.
Brian Bryrup
For direktøren i BE Installationer A/S i Viborg ligger der en udfordring i at skaffe hænder nok til arbejdet, selvom det ikke er kritisk. Dertil kommer materialemangel på blandt andet varmepumper, og de lurende skyer i forhold til verdensøkonomien.
- Det bekymrer mig, at der er sorte skyer i horisonten i forhold til økonomien, og det er noget der fylder lidt. Heldigvis er vores forretning bred og spredt ud på mange forretningsområder, så vi er godt rustet, men en økonomisk nedgang vil selvfølgelig have indflydelse.
Men samtidig bliver der også tid til udvikling:
- Vi har nogle projekter, vi har vundet. De starter på den anden side af sommerferien. Og så har vi generel travlhed i serviceforretningen i andet halvår. Og så har vi et digitaliseringsprojekt, vi skal i gang med.