-
El
-
VVS
-
Industri
Maker Camp er sommerlejr, der vækker nysgerrigheden for unge til at blive faglært. Netop de tanker har TEKNIQ Arbejdsgiverne længe talt for og støtter derfor konceptet. Det samme gør en investor i ’Løvens Hule’.
En flok børn og unge mødes en uge i sommerferien for at nørde robotprogrammering og kodning blandt andet. Det er konceptet bag Maker Camp, som er en af flere camps, virksomheden Din Camp arrangerer.
Idéen er så god, at investorerne i ’Løvens Hule’ vender tommelen opad til projektet. Det samme gør TEKNIQ Arbejdsgiverne, som længe har opfordret til at gå nye veje for at sikre arbejdskraft nok til fremtiden.
- Der er brug for at tage alle midler i brug, så unge i stigende grad motiveres til at tage en erhvervsuddannelse. En sommerlejr er en god måde til at vække interessen med leg og læring i en tidlig alder, siger Henrik Fugmann, formand for TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Din Camp er resultatet af en løbende fusion mellem forskellige lejrkoncepter. For to år siden fandt virksomheden sin nuværende form, og omkring 100 unge mellem 10 og 16 år deltog sidste sommer i Maker Camp. På sommerlejren får børnene mulighed for at fordybe sig i programmering, 3D-print og robotbygning, og selvom det kan virke langt fra stikkontakter og rørføring, så vil der i stigende grad være behov for it-kompetencer i både installationsbranchen og metalindustrien.
- Installatørerne er kernetropperne i den grønne omstilling, hvor teknikken bag bliver mere og mere kompliceret. Det betyder, at de kommende faglærte vil få behov for endnu større viden om blandt andet programmering. Det samme gør sig gældende i metalindustrien, hvor brugen af robotter kun vil blive endnu større de kommende år, siger Henrik Fugmann.
Holdet bag Din Camp. Jonas Herlev, adm. direktør står yderst til højre.
Løve bider til bolle
For halvandet år siden luftede TEKNIQ Arbejdsgiverne tankerne om en sommerskole målrettet børn og unge i et debatindlæg. Det er blandt andet baggrunden for, at arbejdsgiverorganisationen har valgt at støtte projektet økonomisk for at give flest mulige adgang til sommerskolen.
I det seneste afsnit af ’Løvens Hule’ kan investorer Jesper Buch også se fidusen i konceptet og vælger derfor at investere i Din Camp. Det sker med en investering på 250.000 kroner for 20 procent af virksomheden.
- På en camp indgår man i et fællesskab, hvor alle har samme interesse, og alle er der af lyst. Så man kan virkelig rykke noget, og man får skabt et engagement, som er sværere at gøre i en folkeskoleklasse. Vi skaber en interesse, som kan blomstre og udvikle sig til senere, når de unge skal vælge uddannelse, siger Jonas Herlev, adm. direktør i Din Camp.
Forventningen er, at cirka 3000 børn og unge kommer til at deltage på Din Camps forskellige sommerlejre i år. Maker Camp foregår ad tre omgange i uge 26, 27 og 30 i sommerferien i Lunderskov, Ringsted og Viborg. Forventningen er, at mellem 200 og 250 vil deltage på Maker Camp. Læs mere her
Læs mere om de støttemuligheder, du kan få som medlem af TEKNIQ Arbejdsgiverne (kræver medlemslogin)
Jesper Buch kan godt se idéen i at skyde penge i projektet.