-
El
Markedet for elbiler og ladestandere boomer i øjeblikket, men ude i sommerlandet er der stadig plads til forbedring. Det viser nye tal over antallet af ladepunkter i de store sommerhuskommuner.
Antallet af offentlige ladepunkter til elbiler er det seneste år skudt i vejret med raketfart. Der er faktisk tale om tæt på en fordobling det seneste år, viser de seneste tal.
Til gengæld kan der stadig være langt mellem de elektriske vandhuller, når man kører ud til nogle af de store sommerhuskommuner i landet. Det gælder for eksempel Gribskov, der er en af landets største sommerhuskommuner. Her er der kun 0,3 ladepunkt per 1000 indbygger, fremgår det af helt ny opgørelse fra marts måned i år.
Meget bedre bliver det ikke i Odsherred, der er landets største sommerhuskommune. Her er der 0,9 ladepunkt per 1000 indbygger. Og generelt udmærker flere store sommerhuskommuner i både Jylland og på Fyn sig ved at have få offentlige ladepunkter i sammenligningen.
Det vækker bekymring hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, der netop har udgivet en rapport i samarbejde med FDM og Autobranchen Danmark med 20 anbefalinger til at få sat ekstra fart på udrulningen af ladestandere i Danmark.
- De store kommunale forskelle i antallet af ladepunkter vidner om, at man ikke alle steder giver det den fornødne opmærksomhed. Det er problematisk, når man fra politisk side gerne vil have flere til at skifte dieselbilen ud med et grønnere alternativ. Det skal være et servicetilbud ude i sommerhuskommunerne – uanset hvor man bevæger sig rundt i landet, siger Troels Hartung, bæredygtighedschef i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Højsæson giver risiko for køer
Problemet bliver derfor ikke mindre i sommerhuskommuner med få offentlige ladepunkter, når sommerhusgæster i hobetal sætter kursen mod kysten for at nyde sommerferien. Det billede genkender man i Feriehusudlejernes Brancheorganisation, som i marts lavede en rundspørge i Nordsjælland. Den viste, at kun hvert 10. udlejet feriehus havde et ladepunkt opsat.
- Det går den rigtige vej, men vi er absolut ikke i mål endnu i forhold til at sikre offentlige lademuligheder nok ude i sommerlandet. Gæsterne kommer jo ofte langvejs fra, og i højsæsonen kan det derfor være risiko for, at der bliver kamp om ladestanderne, og man skal køre rundt efter lademuligheder. Det har man ikke lyst til at bruge sin ferie på, siger Pia Loft, direktør i Feriehusudlejernes Brancheorganisation.
Det er typisk de største sommerhuse, der har eget ladepunkt opsat. Brancheorganisationen vurderer, at mellem 7 og 10 procent af de udlejede sommerhuse på landsplan har et ladepunkt til elbil.
Fakta:
Offentlige ladepunkter pr. 1000 indbyggere:
Top 5:
- Fanø: 6,5
- Frederiksberg: 5,2
- Tårnby: 4,8
- København: 4,3
- Ærø: 3,5
Bund 5:
- Vallensbæk: 0,2
- Skive: 0,3
- Gribskov: 0,3
- Allerød: 0,4
- Favrskov: 0,5
Kilde: Transportministeriet
https://www.trm.dk/media/rnhl3t2l/ladeinfrastruktur-og-opladelige-biler-1-kvartal-2023n.pdf
Læs mere: