-
El
-
VVS
Udlandsrejser til risikolande giver arbejdsgiverne mulighed for at opsige samarbejdet i yderste konsekvens.
Medarbejdernes sommerferieplaner har sjældent været så interessante som i år. Coronavirussen har gjort det nødvendigt som arbejdsgiver at forholde sig til risikoen for smitte på arbejdspladsen, og hvis medarbejderen vælger at trodse retningslinjerne med rejse til udlandet, så kan det i sidste ende resultere i en fyreseddel.
- Hvis det viser sig, at en medarbejder er blevet smittet efter en ferie i Spanien eller et andet ”orange” område og bringer smitten med på arbejde, fordi man ikke vil lade sig teste, er det en grov misligholdelse af hans eller hendes ansættelsesretlige forpligtelser. Derfor vil det i værste fald kunne medføre bortvisning, siger Thorkild Bang, underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Flere lande er så småt ved at løsne grebet om sine corona-restriktioner og inviterer turister inden for igen. Det gælder blandt andet Norge, Island og Tyskland, men verdenskortet i øjeblikket stadig farvet orange i stor stil. Det er farven på Udenrigsministeriets vurdering af lande med større risiko for at blive smittet med coronavirus. I øjeblikket fraråder ministeriet ikke-nødvendige rejse – som også gælder sommerferien – indtil den 31. august.
Karantæne for egen regning
TEKNIQ Arbejdsgiverne har netop lavet en opdateret udgave af forslag til personalecirkulære, hvor virksomhederne kan læse mere om, hvordan de kan forholde sig. Thorkild Bang understreger, at man under alle omstændigheder som arbejdsgiver kan fastholde, at sommerferien i et risikoland og efterfølgende karantæne er ”selvforskyldt sygdom”, hvor medarbejderen derfor ikke har ret til løn.
- Derudover kan man – afhængig af situationen – vælge, om man vil give en advarsel, afskedige med sædvanligt varsel eller i det grove tilfælde skride til bortvisning. Her anbefaler vi dog, at man søger rådgivning hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, siger Thorkild Bang.
Det kan derfor vise sig at blive en meget dyr sommerferie for medarbejderen – også selvom det ikke ender i en decideret fyreseddel. Arbejdsgiveren kan kræve, at medarbejdere, der udsætter sig selv for smitte, skal tage en coronatest, inden de møder på arbejde igen. Er den positiv skal de for egen regning blive hjemme i minimum 14 dage og først møde igen to dage efter, de er blevet raske.
Til gengæld er der andre regler for erhvervsrejser. Bliv klogere på reglerne her, hvor du også finder detaljer om de enkelte landes rejserestriktioner.