-
El
-
VVS
Solar overtager roret i ThermoNova A/S, der producerer industrielle varmepumper.
Solar har fra 1. marts overtaget 51 procent af aktierne i ThermoNova A/S, der udvikler og leverer større industrielle varmepumper. Investeringen skal sætte ekstra skub i den grønne omstilling hos både små og store virksomheder.
En stor del af industrielle virksomheder er afhængige af gas og olie i forbindelse med opvarmning af deres produktion, haller eller lagre. Det ønsker Solar og ThermoNova at lave om på.
ThermoNova udvikler og leverer en ny og anderledes type modulopbyggede varmepumper, der giver mulighed for store og energieffektive varmeløsninger specielt i industrien.
- Behovet for energieffektive løsninger er stærkt stigende, og som virksomhed har vi et ønske om og en pligt til at være en del af den grønne omstilling. ThermoNova kommer med nogle unikke løsninger med et stort potentiale, og det vil styrke vores position som en virksomhed inden for klima- og energiløsninger, siger Jens Andersen, CEO i Solar-koncernen, i en pressemeddelelse.
ThermoNova blev stiftet i 2016 af Mads Hougaard og Steen Fristrup og arbejder med varmepumpeteknologi inden for vandbårne varmepumper samt kommercielle og industrielle luft-luft-varmepumper. Målet er at være den foretrukne leverandør og sparringspartner i alle typer projekter, hvor der indgår varmepumper til bygningsvarme, mindre fjernvarmenet og proceskøl med varmegenvinding fra 20-1000 kW.
Solar har mere end 100 års erfaring som sourcing- og servicevirksomhed inden for installation og industri. I 2022 kom omkring 10 procent af virksomhedens omsætning fra klima og energi, og inden for de kommende år er målsætningen, at klima og energi skal fylde 25 procent af den samlede omsætning. I 2022 nærmede den samlede omsætning sig 13,9 milliarder kroner. Solar har afdelinger i fem lande og omkring 3000 medarbejdere.