-
Industri
Er det nu, din virksomhed skal supplere energiforsyningen med solceller på taget? Afskrivningsreglerne er gunstige – helt op til 116 procent i nogle tilfælde.
Martin William Boel Kristensen
Manager
BDO’s skatteafdeling
Er det nu, din virksomhed skal supplere energiforsyningen med solceller på taget? Afskrivningsreglerne er gunstige – helt op til 116 procent i nogle tilfælde.
De økonomiske fordele ved at opsætte solcelleanlæg på erhvervsbygninger har derfor aldrig været større. Solceller sættes op mange steder i erhvervslivet. Derved bidrager virksomhederne aktivt til den grønne omstilling.
Du kan i denne artikel blive klogere på de skattemæssige afskrivningsregler, når du installerer et solcelleanlæg på din erhvervsbygning.
På nyhedssitet Building Supply kunne man for nylig læse en artikel om, at dagligvarekoncernen Rema 1000 er i gang med at installere et solcelleanlæg på intet mindre end 19.300 kvm i Horsens. Det svarer rundt regnet til tre fodboldbaner. Anlægget sættes op på taget af to bygninger. Dels på et helt nyt tørvarelager og dels på en eksisterende returvareterminal.
Anlægget er et af de største tagbaserede solcelleanlæg i Danmark, men langt fra det eneste. Faktisk vælter det i øjeblikket frem med den slags anlæg på erhvervsbygninger. Udviklingen er først og fremmest drevet af et betydeligt prisfald på solceller over de senere år, men suppleres af et ønske fra mange virksomheder om at bidrage til den grønne omstilling. Hertil kommer, at der som udgangspunkt ikke skal betales elafgift af elektricitet, der fremstilles på vedvarende energianlæg.
Den skattemæssige behandling af udgifter til anskaffelse af solcelleanlæg afhænger i første række af, om anlægget enten anbringes på jorden eller monteres på en bygning via et stativ. I så fald anses det nemlig for et driftsmiddel. Hvis anlægget derimod integreres i bygningen, anses det for en installation. Det fremgår af et nyligt svar fra skatteministeren til Folketingets skatteudvalg.
Men hvad er forskellen på afskrivningsreglerne ved de to forskellige placeringer?
Afskrivning som driftsmiddel
Der skelnes mellem solcelleanlæg på over og under 1 MW. Ved afgørelsen af, om et anlæg ligger over eller under grænsen, er det ikke eneafgørende, om det fysisk er fordelt på flere bygninger. Anlæg, der står tæt ved hinanden, og som afregnes samlet, vil som udgangspunkt nok blive anset for ét anlæg.
Anlæg med en kapacitet på over 1 MW anses skattemæssigt for et driftsmiddel med lang levetid. Udgiften til anskaffelse af sådanne anlæg skal afskrives efter saldometoden med op til 15 % årligt.
Anlæg med en kapacitet på under 1 MW anses derimod for et almindeligt driftsmiddel og afskrives derfor sammen med øvrige udgifter til anskaffelse af maskiner og inventar efter saldometoden med op til 25 % årligt. Fabriksnye solcelleanlæg af denne art, du anskaffer inden udgangen af 2022, er omfattet af det særlige investeringsvindue. Det betyder, at du kan afskrive på et beløb svarende til 116 % af kostprisen. Ved anskaffelse forstås, at anlægget skal være taget i brug.
Afskrivning som installation
Solcelleanlæg, der er integreret i bygningen, afskrives sammen med denne - hvis der er tale om en fabriks- eller lagerbygning. Altså en afskrivningsberettiget bygning. Udgiften kan afskrives med op til 4 % om året. Det vil sige en lineær afskrivning over 25 år.
Opsætter du et integreret solcelleanlæg på en gammel bygning, anses dette for en ombygning. Det betyder, at udgifterne helt eller delvist kan straksafskrives efter de regler, der gælder for udgifter til ombygning af driftsbygninger.
Solcelleanlæg, der opsættes på kontorbygninger, afskrives efter reglerne for installationer i en ikke-afskrivningsberettiget bygning. Også her kan du afskrive med op til 4 % om året