-
El
DCC Energi har købt den familieejede varmeservicevirksomhed Søberg Energiservice. Opkøbet omfatter kørende teknikere, kundeservicemedarbejdere og tusinder af kunder i hele Danmark.
DCC Energi, der blandt andet står bag Shell tankstationerne i Danmark, har købt Søberg Energiservice, som fortsætter under navnet DCC Energiservice.
Opkøbet omfatter ikke Søberg VVS, der dog fortsat vil være DCC Energis samarbejdspartner på installation af varmepumper.
Den nye varmeserviceforretning vil håndtere service og eftersyn hos olie-, gas- og varmepumpekunder, og får også en central rolle i forhold til rådgivning om fremtidens energiløsninger hos private og virksomheder.
Ifølge Lena Løwe Sørensen, direktør for nye energiformer i DCC Energi, afspejler opkøbet DCC Energis strategi om at være helt tæt på kunderne, og er den seneste investering i at kunne levere samlede energiløsninger til kunderne.
– Sammen har Søberg Energiservice og DCC Energi tusinder af kunder i hele landet. Med opkøbet har vi etableret en landsdækkende serviceforretning, der naturligt vil betjene både eksisterende og nye gas-, olie- og varmepumpekunder, og som sideløbende kan være tæt på kunderne i deres valg af varmeløsninger i fremtiden, forklarer hun og tilføjer:
– Jeg ser store ligheder selskaberne i mellem, som vi kan udnytte for at skabe en solid og konkurrencedygtig aktør i et marked, der er midt i en på mange måder historisk udvikling. Vi er begge selskaber, som kommer med en klar ambition om både at favne de nuværende energibehov og bidrage til energitransitionen med kvalitetsløsninger og dygtig rådgivning.
Store overvejelser
Søberg Energiservice har i mere end 30 år været en markant aktør inden for varmeservice. Med kørende teknikere i hele landet har virksomheden i dag en stærk markedsposition. Beslutningen om at sælge Søberg Energiservice har derfor også krævet store overvejelser, forklarer Kjeld Søberg, der hos DCC Energi fortsætter som daglig leder med kontakt til kunder og medarbejdere.
– I alle årene har det for os handlet om at udvikle forretningen – og dermed også medarbejderne. Så sikkerheden for, at alle medarbejdere kan fortsætte og dygtiggøre sig i det nye setup, har været meget vigtigt for, at aftalen faldt på plads. Derudover har det været vigtigt for os at bevare den lokale nærhed og relation til kunderne samtidig, siger han og tilføjer:
– Sammen kan vi udnytte de stærke synergier, vi ser for at skabe en ny, markant aktør på markedet. Det, både når vi taler om service af eksisterende varmeløsninger og i forhold til rådgivning og service rundt om skiftet mod nye energiformer, som mange danske hjem og virksomheder står over for i de kommende år.