-
Industri
PL Kleinsmedie i Hedensted er blevet frifundet for at være ansvarlig for en arbejdsulykke, hvor en ansat smed kom alvorligt til skade med brud i ansigt og på kroppen. Svenden løste en opgave stik imod den sikkerhedsinstruktion, som lederen havde givet forud for arbejdet. Derfor frifandt byretten virksomheden i en vigtig dom.
Anklagemyndigheden fra Sydøstjyllands Politi havde ellers indstillet indehaver af virksomheden, Peter Lund Sørensen, til en bøde på 110.700 kr. med en påstand om, at opgaven ikke var planlagt, tilrettelagt og i alle led udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
- Vi har fået en klar frifindelse af virksomheden i denne alvorlige sag. Det skyldes, at PL Klejnsmedie har opfyldt alle deres forpligtelser i forhold til arbejdsmiljølovens krav i kapitel 4 om sikkerhedsinstruktion og tilsyn ved den opgave, der endte i en ulykke. Det gør virksomheden ved alle opgaver. Det bevidnede tre medarbejdere i retten, siger advokatfuldmægtig Katrine Bruun fra TEKNIQ Arbejdsgiverne, der førte sagen i retten.
Uden skyld
Ulykken skete i oktober 2022, hvor smeden havde fået en opgave med at oprette et skærebord. Stik imod instruktionen fandt smeden en pallekasse på 900 kg og lagde denne op på emnet. Her balancerede pallekassen på et 10 x 10 cm profilrør, imens smeden delvist under pallekassen opvarmede emnet med en skærebrænder.
Pallekassen var ikke sikret på nogen måde. Da den faldt, kom smeden i klemme imellem pallekassen på næsten et ton og emnet. Ulykken medførte alvorlig personskade i form af brud på adskillige ribben, brud ansigtsskelettet, samt 2. grads forbrændinger på flere fingre. Men retten konkluderer, at virksomheden er uden skyld i sagen og derfor skal frifindes:
Vigtig dom
”På baggrund af de anførte omstændigheder og efter bevisførelsen i øvrigt er det ikke bevist, at tiltalte ikke har ført effekt tilsyn, at tiltalte ikke har givet instruktion i at udføre arbejdet på farefri måde, eller at tiltalte på anden vis ikke har opfyldt alle sine pligter efter arbejdsmiljølovens kapitel 4,” skriver byretsdommeren i frifindelsen.
- Dommen er af stor værdi. Den viser, hvor vigtigt det er både at instruere sine medarbejdere om sikkerhed forud for en opgave – og efterfølgende også føre tilsyn med sikkerheden. Det kunne vi dokumentere var sket i denne sag, og derfor blev PL Kleinsmedie frifundet for ansvar og slipper for en meget stor bøde. Det er et vigtigt signal og viden til alle andre virksomheder i det daglige arbejde med sikkerhed, siger advokatfuldmægtig Katrine Bruun fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.