-
Industri
Bakkely Smede- og Maskinforretning etablerer nyt selskab, der skal lave store, tipi-agtige telte til det nordeuropæiske eventmarked. Smedemester Palle Hansen ser stort potentiale. Han har udviklet ny teknik, der gør det hurtigt at rejse teltet og slå det ned igen.
Samerne kalder det en lavvu – det tipi-lignende telt, som dette nordlige folk igennem århundreder har rejst rundt med og boet i, når de flyttede rundt med deres rensdyr. I det 21. århundrede er der stor interesse for de elegante telte i stor størrelse.
Men nu er det ikke til beboelse. De elegante telte vækker opsigt og bruges derfor til forskellige former for events som spisning, underholdning og udstilling. Det marked er Bakkely Smede- og Maskinforretning nu på vej ind i efter at have stiftet bekendtskab med Samer-teltene i forbindelse med andre ordrer til markedet 2.400 km nordpå.
Telt-selskab
-Vi har nu tegnet og udviklet teltpæle til en lavvu med en diameter på 13 meter og en højde helt op til 9,5 meter indvendigt målt. Vores pæle er i tre sektioner, som vi hejser op i en ny løsning. To mand kan på tre timer samle teltet, der kan ligge på en stor trailer. Vi tror på et stort marked og etablerer derfor nu et selskab til teltene alene, siger smedemester Palle Hansen fra Bakkely Smede- og Maskinforretning i Haslev.
Den nye virksomhed får navnet Davas og adressen davas.nu er købt til den kommende hjemmeside for teltene. Selve teltdugen er indtil nu blevet syet i Nordnorge. Ståldelene af teltet skal nu CE-mærkes.
-Hidtil har jeg arbejdet for kunder på Sjælland. Eksport er langt mere krævende. Men der er et marked for vores produkt. Det er vi sikre på, siger Palle Hansen.
Vi dækker i denne forbindelse over fire personer: Søren Kühlwein Kristiansen, Arkitekt Klaus Schmidt Hansen, sameren Anders Oskal og Palle Hansen. De fire har skabt ideen i forlængelse af leverancen af et mobilt køkken i efteråret 2021 til Nordnorge. Dette køkken var placeret i alucontainere og med ski under, så det kunne transporteres rundt.
Dansker-teltet
Køkkenet skulle levere maden til selskaber inde i de telte, som Palle Hansen nu også kan levere. De første tre telte er solgt. Et fjerde telt ejer Palle Hansen selv og kalder for ”Danskerteltet.” Det skal bruges til udlejning til forskellige events med køkken. Blandt andet skal der ved en filmfestival i Venedig vises film på et cirkulært lærred i det spektakulære telt. Det kan leveres med en diameter fra 7,3 meter og helt op til 20 meter.
-Anders Okdals forbindelser betyder, at vi har fået henvendelser om telte fra lande som Grønland og Alaska. Jeg tror derfor på, at det her kan vokse og blive stort for os. Det kan ende med at blive større end de andre forretninger, vi har i dag, siger Palle Hansen.
Bakkely har både leveret teltstænger, dug og containere til eventteltet, som blev udviklet til samerne i Nordnorge
Teltkonstruktionen set indefra