-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Den 21-årige klejnsmed Daniel Jacobsen fra Skanroll i Kjellerup fik en stor oplevelse ud af at arbejde en måned på Tanzanias største sukkerfabrik. Sikkerhed, faglighed og effektivitet var dog en noget hovedrystende oplevelse. Men gæstfrihed og hjælpsomhed var helt i top.
En måned efter svendeprøven i sommer knoklede lærlingen Daniel Jacobsen ikke med transportsystemer til brug i danske maskinanlæg og montagelinier, som ellers er hans læresteds speciale. I stedet knoklede han under den afrikanske sol løs med at ombygge togvogne til transport af sukkerrør på Tanzanias største sukkerfabrik – TPC.
- Jeg fik sammen med en kammerat muligheden for at komme til Tanzania en måned og prøve at arbejde i en afrikansk kultur. Det kommer jeg da aldrig til at glemme. Og det var godt, at vi var to afsted sammen. Ellers var der nok nogen, der ikke ville tro på vores oplevelser. Det har været spændende - og lidt chokerende ind imellem, siger Daniel.
200 togvogne
De to unge danskere kom i smedeværkstedet til at arbejde i et projekt med at ombygge 200 togvogne, som kører sukkerrør på de 100 km interne togskinner på plantagen. Automatiseret høst har betydet, at der skal svejses plader i togvognene for at holde mere findelt sukkerrør-materiale på vognen.
- Vi to danskere kunne på to dage svejse og ombygge fire vogne. På den tid lavede vores tre afrikanske kolleger en vogn – og den var skæv og dårligt svejset. Afrikanerne ville gerne lære af os, men ikke for at blive hurtigere. Der skulle jo også være arbejde til næste dag, lyder det med et grin fra Daniel.
Gasflasker væltede
Effektivitet var en af de uforglemmelige oplevelser på fabrikken i Kilimanjaro-regionen. Den afrikansk holdning til sikkerhed var direkte chokerende. En dag kom der aber ind på fabrikkens område. De kravlede rundt på smediens gasflasker, der stod frit tilgængelige på stabilgrus. Pludselig væltede en række gasflasker – og danskerne sprang i sikkerhed. Den reaktion var afrikanerne noget uforstående over for.
- Senere oplevede vi eksempelvis, at en afrikansk kollega bare lagde en fyldt gasflaske på gulvet og trillede den igennem hallen hen til det sted, hvor den skulle bruges! Og nødstop på kranen var pillet af. Det var i vejen, fik vi at vide… sikkerhed er noget helt andet end i Danmark, konstaterer klejnsmeden.
Daniel viser en afrikansk kollega en svejsning på togvognen
Underviste
Swahili er ikke lige et sprog, man taler, når man kommer fra Kjellerup. Og engelsk er ikke lige et sprog, man taler, når man bor på landet i Tanzania. Hverdagen blandt smedene gik derfor med fagter og fingersprog under arbejdsdagen fra 7 morgen til 16 – seks dage om ugen til en dagløn på 30 kroner for afrikanerne.
De stimlede alle sammen, når de to unge smede igen og igen kunne vise, at man kunne lave en arbejdsgang nemmere, sikrere og hurtigere. Eksempelvis var der ikke meget præcision i at skære 3 mm plader over med en skærebrænder beregnet til 20 mm plader!
I stedet viste Daniel og hans klassekammerat fra EUX – Anders Hansen – hvordan man kunne lægge en række plader oven på hinanden og skære dem mere præcist med en vinkelsliber, når der nu ikke var en reel sav på værkstedet.
Tog 10 kg på
- Vi er nok ikke blevet dygtigere smede i Afrika. Men vi har lært at arbejde sammen med andre kulturer. Og så har vi mødt virkelig meget hjælpsomhed og gæstfrihed, selvom de jo stort set ikke ejer noget. Det har været fantastisk at opleve, siger Daniel Jacobsen.
Turen har ikke kostet de to lærlinge udgifter. To legater har dækket fly og ophold – og muligheden for at komme på et par dages safari. Lærlingelønnen har lærepladsen sponseret under det måned lange ophold.
- Og jeg endte med at tage 10 kg på. Man bliver ikke tynd af at arbejde i afrikansk tempo og bo på hotel i en måned, konstaterer Daniel, der i dag er fast ansat som svend på Skanroll.
-
TPC - sukkerrørfabrikken
TPC har 16.000 hektar land, hvoraf 8.000 er dækket af sukkerrør. Der er 1.900 ansatte. De bor og lever på plantagen, hvor de har huse, skole, læger etc. som en del af lønnen. Plantagen har tidligere været drevet af A.P. Møller-koncernen, men er nu fransk ejet.