-
VVS
Landets største VVS-grossist fjerner alle indkøbsposer i plastik i hele butikskæden. Det er det første skridt i en omfattende grøn strategi, som Brødrene Dahl ruller ud i de kommende år.
Hvert år tager Brødrene Dahls kunder godt 400.000 plasticposer med sig fra grossistens 53 butikker landet over. Men det er slut ved årets udgang. Der bliver de mange plasticposer nemlig erstattet af mere bæredygtige alternativer.
I stedet for plastikposer kan kunderne således vælge at købe genbrugsposer eller spande, som kan anvendes igen og igen. Man kan også vælge et gratis grønt alternativ. De papkasser, Brødrene Dahl modtager varer i, stilles nemlig frem til genbrug i butikkerne.
Udskifter til LED
-Udfasningen af plastikposer er det første konkrete initiativ i vores nye bæredygtighedsstrategi, og vi har mange flere ting i posen. Helt konkret går vi i gang med at udskifte belysningen i butikkerne og erstatte med LED. Det drejer sig om over tusinde enheder, som vil batte godt på det grønne regnskab, siger Marketing & Retail direktør i Brødrene Dahl, Bo Velling-Theisen.
Overalt i erhvervslivet er der et stort fokus på klimaet, og derfor er det, Ifølge Bo Velling-Theisen, nu, VVS-branchen og grossistledet skal rykke på bæredygtighed. Flere og flere kunder vil begynde at efterspørge leverandører, som kan bevise, at de kan levere bæredygtige løsninger. Blandt andet har Københavns Kommune meldt ud, at de på sigt kun vil handle med leverandører, som kan levere med el-lastbil.
Det offentlige er bannerfører
-Vi mærker ikke trykket i vores branche endnu, men vi forventer, at det vil komme inden for de næste 1-3 år. Allerede nu kan vi se, at det offentlige bliver bannerfører på den grønne efterspørgsel. Selvom den offentlige sektor ikke udgør en bærende del af vores forretning, så har vi masser af kunder, som er leverandører til offentlige byggeprojekter. Når de bliver bedt om at bruge bæredygtige produkter og løsninger, skal vi som grossist være klar ved skranken, siger Bo Velling-Theisen.
Brødrene Dahl har på mange måder tænkt i grønne baner gennem en årrække. Blandt andet var virksomheden de første i branchen, der åbnede klimacentre. Også initiativer som KvikLevering og SmartLogistik taler ind i den klimavenlige dagsorden, da de er med til at reducere kørselsbehovet og dermed nedbringer CO2-udslippet på landevejene.