-
El
-
VVS
Ny politisk aftale sikrer mere grøn strøm og gas de kommende år. Og i 2035 skal det være helt slut gas til opvarmning i danske boliger. Den helt rigtige vej at gå, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Et bredt flertal på Christiansborg har netop landet en aftale om mere grøn energi i danske stikkontakter og radiatorer. Fra 2030 skal gassen være grøn, og i 2035 er det helt slut med gaskedler i danske hjem. Sådan lyder målsætningen, som TEKNIQ Arbejdsgiverne kun kan støtte op om.
- Som aftalen også lægger op til, får vi masser af biogas ind i systemet de kommende år. Men det er helt afgørende, at den bruges der, hvor den gør mest gavn – nemlig i industri og i den tunge transport, siger Troels Blicher Danielsen, adm. direktør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, og uddyber:
- Det er virkelig positivt, at man vil give tilskudspuljerne på området et serviceeftersyn, og ikke mindst, at man vil opsplitte bygningspuljen i to med henblik på at kunne nedbringe sagsbehandlingstiderne og undgå stop -go effekter afhængigt af, om kunderne kan få tilskud eller ej. Det vil i høj grad gavne den enkelte naturgaskunde, som får kortere fra beslutning til handling, siger Troels Blicher Danielsen.
Den nuværende bygningspulje bliver splittet i to, hvor den ene er til konverteringer, og den anden er til energirenoveringer.
Regeringen er samtidig i dialog med Europa-Kommissionen for at sikre opbakning til konkrete tiltag, der vil sætte stop for nyinstallation af gasfyr og oliefyr. Forventningen er, at regeringen kan komme med et bud på en model i løbet af det næste halve år.
Udover gassen rummer aftalen også lang række mål for sol- og vindenergi samt ændring af Erhvervspuljen. Læs hele aftalen her