-
El
-
VVS
Titlen som landets bedste klejnsmedelærling ved Skills gav Axel Lundorff mod på at blive selvstændig.
Umiddelbart efter sejren som landets bedste klejnsmedelærling i 2020 forklarede Axel Lundorff, hvordan han så det som en god ting at tage med videre. Det hårde arbejde op til konkurrencen gav bonus, og sejren kunne måske være med til at åbne døre i fremtiden.
Se alle deltagerne til DM i Skills 2023
En af de døre, det har været med til at åbne, er lysten til at kaste sig ud i livet som selvstændig. Det gjorde han umiddelbart efter, han blev færdiguddannet fra Værum Stålindustri i Randers.
- Sejren gav mig mod på at starte som selvstændig. Derudover var konkurrencen et bevis over for mig selv på, at jeg kunne finde ud af mit fag. Det var ikke kun en lærer, der sagde, at jeg var dygtig til det, siger Axel Lundorff.
Han oplevede i tiden efter at blive genkendt for sejren – blandt andet hos leverandører – men i den brede sammenhæng har det ikke haft den store betydning, mener han.
- Det er nok ikke noget, man skilter så meget med her i Jylland, siger Axel Lundorff med et grin.
Dobbelt så mange timer
Hos Værum Stålindustri husker afdelingsleder Jørgen Dam Nielsen den tidligere lærling som yderst flittig.
- Jeg tror, at han lagde cirka dobbelt så mange timer her som en almindelig lærling, siger Jørgen Dam Nielsen.
Se hele programmet til DM i Skills 2023
Samtidig var sejren en anerkendelse for virksomheden som uddannelsessted.
- Det er jo ikke sådan, at der er en hel masse, der lægger mærke til det, men det var da alligevel et skulderklap for os, at vi også har været med til at lære ham godt op, siger Jørgen Dam Nielsen.
DM i Skills 2023
Fra den 2. - 4. februar er der DM i Skills.
Det foregår i MesseC i Fredericia, hvor der er gratis adgang alle dage.