-
El
-
VVS
Med 1,9 millioner kroner i støtte fra Nordea-fonden er SkillsDenmark klar til at rykke ind på landets efterskoler for at øge interessen for erhvervsuddannelserne.
Hele 68 procent af de unge i 10. klasse, regner med, at de skal videre i gymnasiet – især de unge, som går i 10. klasse på efterskole. Det viser en undersøgelse fra 2018 lavet af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA).
Det valg skal der nu til at rykkes endnu mere ved. For de næste to år sætter SkillsDenmark og Efterskoleforeningen ekstra fokus på erhvervsuddannelserne på efterskolerne. Håbet er at øge interessen hos landets 29.000 efterskoleelever.
Netop fordi efterskoleeleverne oftere vælger gymnasiet end en erhvervsuddannelse, er det et godt sted at sætte ind, mener underdirektør i TEKNIQ Arbejdsgiverne, Tina Voldby,
- Jeg ved, at mange efterskoler allerede arbejder med at øge interessen for erhvervsuddannelserne hos elever, men alligevel vælger efterskoleelever ofte gymnasiet. Derfor er det fantastisk, at der nu bliver gjort en ekstra indsats for at vise de unge, at erhvervsuddannelserne er et rigtig godt alternativ, hvor der er udsigt til mange spændende job og karrieremuligheder, lige som mulighederne for at læse videre er gode, siger hun.
Smagsprøve med stafet
Det nye landsdækkende koncept er baseret på Skills Stafetten, som er en konkurrence, hvor eleverne på tid gennemfører forskellige håndværksprægede opgaver. Meningen med stafetten er at give de unge mod på uddannelsesvalg, hvor de både bruger hoved og hænder.
Mange elever i grundskolens 8. klasser kender allerede Skills Stafetten. Det samme gælder de nordjyske efterskoler, hvor stafetten er blevet afprøvet siden 2016, hvilket i 2017 blev udvidet med de midtjyske. Sidenhen har efterskolerne afholdt deres egen DM-finale i forbindelse med DM i Skills.
Med støtten på 1,9 millioner kroner fra Nordea-fonden går Efterskoleforeningen og SkillsDenmark skridtet videre og får altså nu efterskoleelever landet over med på konceptet.
Konceptet omfatter særlige introdage på skolerne, hvor eleverne møder konkurrencedelen, vil få vejledning med deltagelse af unge rollemodeller fra erhvervsuddannelserne og derudover har mulighed for at arbejde praktisk med forskellige håndværk.
- Efterskolerne er optagede af, at alle unge skal have den bedst mulige vejledning om uddannelses- og karrierevalg. Derfor er vi stolte af og glade for samarbejdet med SkillsDenmark og støtten fra Nordea-fonden, siger direktør i Efterskoleforeningen, Bjarne Lundager Jensen, i en pressemeddelelse.