-
El
-
VVS
1. maj er der skiftedag på direktør-kontoret i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Niels Jørgen Hansen går på pension og Troels Blicher Danielsen bliver ny mand for bordenden.
1. maj er der skiftedag på direktør-kontoret i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Niels Jørgen Hansen går på pension og Troels Blicher Danielsen bliver ny mand for bordenden.
Niels Jørgen Hansen stopper efter 31 år som direktør, og jeg vil gerne takke ham for en formidabel indsats gennem årene. Han skal have en stor del af æren for den omfattende udvikling organisationen har været igennem, og han har været en afgørende drivkraft i arbejdet med at fusionere ELFO og Dansk VVS i 2001 og TEKNIQ og Arbejdsgiverne i 2019. Det arbejde har betydet, at organisationen i dag er Danmarks fjerdestørste arbejdsgiverorganisation, som rummer forskellige fag med et stærkt værdi- og interessefællesskab.
For mig personligt har det været en fornøjelse at arbejde sammen med Niels Jørgen Hansen igennem en lang årrække. Han er en skarp, hårdtarbejdende, loyal og pligtopfyldende direktør. Og det er vel og mærke et skudsmål, man hører fra flere sider – herunder fagbevægelsen, medlemmer, medarbejdere, øvrige organisationer og politikere.
Jeg vil også gerne kvittere for, at Niels Jørgen Hansen slutter af med manér. Fusionen med Arbejdsgiverne blev gennemført til UG med kryds og slange, og organisationen har nu et stærkt fundament for videre udvikling. De netop afsluttede overenskomstforhandlinger blev også gennemført med sikker hånd og Niels Jørgen Hansen har givet ansættelsesudvalget den nødvendige tid til at finde den rigtige afløser.
Timingen for direktørskiftet er tæt på perfekt, men ikke helt, for desværre umuliggør coronakrisen, at der bliver afholdt en afskedsreception lige nu. Hvis samfundet bliver åbnet op i løbet af maj, vil der blive arrangeret en reception, som vil blive annonceret via TEKNIQ Arbejdsgivernes elektroniske medier.
Det er nogle store sko, som den nye mand på posten skal fylde ud. Jeg er dog fuldstændig sikker på, at Troels Blicher Danielsen er den rigtige mand til jobbet.
Han har en lang karriere bag sig som embedsmand i Erhvervsministeriet og i Beskæftigelsesministeriet, hvor han de seneste år har haft ansvar for pensionsområdet, analyseafdelingen og det internationale område. Tidligere har han ledet sekretariaterne for både Disruptionrådet og Seniortænketanken under Beskæftigelsesministeriet.
Den baggrund har givet ham et stærkt netværk i den politiske verden og nogle stærke kompetencer som leder og forhandler. TEKNIQ Arbejdsgiverne får brug for de kvalifikationer fremadrettet, fordi vi efter fusionen har fået en størrelse, hvor vi kan tillade os at hæve ambitionsniveauet og stræbe efter større indflydelse. Det gælder blandt andet inden for grøn omstilling, digitalisering og på uddannelsesområdet.
Jeg ser frem til samarbejdet.
Henrik Fugmann, formand, TEKNIQ Arbejdsgiverne