-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Skift til MitID Erhverv nu, lyder opfordringen fra Digitaliseringsstyrelsen. MitID Erhverv er den nye erhvervsløsning til offentlig selvbetjening for virksomheder. MitID Erhverv afløser NemID medarbejdersignatur, der afvikles fra d. 30. juni. Læs fem spørgsmål og svar om at skifte.
Bruger din virksomhed eller forening NemID medarbejdersignatur? Så tilslut din virksomhed til MitID Erhverv nu. Så er I sikre på, at I fortsat kan læse Digital Post, søge barselsrefusion og benytte andre offentlige selvbetjeningsløsninger, når NemID medarbejdersignatur afvikles fra d. 30. juni 2023 og helt lukkes d. 31. oktober. Sådan lyder opfordringen fra Digitaliseringsstyrelsen.
Læs herunder svar på en række spørgsmål om den nye måde at tilgå Digital Post fra det offentlige.
Hvorfor bliver NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv?
Større krav til sikkerheden og et ændret trusselsbillede kræver en ny og mere sikker løsning, når virksomheder og foreninger skal logge på Digital Post og offentlige selvbetjeningsløsninger.
MitID Erhverv samler NemID medarbejdersignatur og Brugeradministrationen fra Virk i én samlet løsning. Det gør det nemmere at oprette nye medarbejdere og give dem rettigheder til offentlige selvbetjeningsløsninger som fx at logge på og underskrive digitalt på vegne af virksomheden.
Hvornår skal I tilslutte jer MitID Erhverv?
For at sikre en god og sikker overgang vil NemID til erhverv ikke som planlagt lukkes fuldt ned den 30. juni 2023, men fortsætte med begrænset drift og afvikles gradvist frem til den 31. oktober 2023.
NemID til erhverv kan således anvendes frem til den 31. oktober 2023, ligesom OCES2-certifikater ikke spærres før denne dato, hvor NemID-løsningen vil blive endeligt afviklet.
Da der vil være begrænset drift af NemID efter den 30. juni, opfordrer Digitaliseringsstyrelsen alle organisationer til at overgå til MitID Erhverv inden den 30. juni 2023. Ligesom organisationer, der i dag benytter sig af OCES2-certifikater til fx system-til-system kommunikation eller sikker e-mail, skal skifte til nye OCES3-certifikater hurtigst muligt
Begrænset drift efter den 30. juni 2023 betyder bl.a., at det ikke længere vil være muligt at få support i forbindelse med NemID og NemID til erhverv.
Hvem skal tilslutte sig til MitID Erhverv?
Har du medarbejdere i din virksomhed eller medlemmer i din forening, der skal læse Digital Post, søge barselsrefusion eller logge på øvrige offentlige selvbetjeningsløsninger på vegne af organisationen? Så skal I tilslutte jer MitID Erhverv, der erstatter NemID medarbejdersignatur.
Kan virksomhedsejere og foreninger bruge deres private MitID direkte?
Du kan bruge dit private MitID direkte, hvis du som virksomhedsejer eller fx forperson for en forening er den eneste, der skal kunne logge ind på selvbetjeningsløsninger på vegne af din organisation. Du vælger blot at logge på som ledelsesrepræsentant i stedet for at logge på som privatperson. Så behøver organisationen ikke at bruge MitID Erhverv.
Læs mere om brug af privat MitID
Gode råd før I tilslutter jer MitID Erhverv
Før I tilslutter virksomheden eller foreningen til MitID Erhverv kan det være en god idé at rydde op i nuværende administratorer og medarbejdersignaturer, så I kun automatisk får flyttet administratorer og medarbejdersignaturer, der er relevante for jer. Samtidig kan I inden tilslutningen tage stilling til, hvordan medarbejderne eller foreningsrepræsentanterne fremover må logge på offentlig selvbetjeningsløsninger, f.eks. med det MitID, de bruger privat. Foreninger kan med fordel registrere en foreningsrepræsentant i CVR og på den måde undgå en manuel tilslutning.
Få hjælp og tilslut jer nu på MitID-Erhverv.dk