-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Står du foran udskiftning af din firmabil? Så skal du være opmærksom på, at det beskatningsgrundlag, som du får oplyst fra leasingselskabet, kan blive ændret ganske meget, når registreringsafgiften senere bliver genberegnet. Nogle Audi-modeller bliver forhøjet med 70-100.000 kr.
Martin William Boel Kristensen
Senior Manager
BDO’s skatteafdeling.
Tilbage i 2017 blev der indført regler om, at registreringsafgiften for leasingbiler skal genberegnes senest fire måneder efter første indregistrering. Med virkning for køretøjer, der indregistreres første gang i 2022, er fristen for genberegning sat ned til tre måneder.
Ordningen med genberegning blev indført med henblik på at modvirke, at der betales afgift af kunstigt lave afgiftspligtige værdier på grund af mængderabatter mv. - herunder den såkaldte ”bilvaskmetode”. Reglerne skal altså forhindre, at der på baggrund af kunstigt lave afgiftspligtige værdier alene betales en meget lav eller slet ingen registreringsafgift.
Dyre biler
Motorstyrelsen har oplyst, at styrelsen i andet halvår af 2021 ændrede registreringsafgiften for 32.066 personbiler, og at afgiften for disse i gennemsnit blev forhøjet med 14.500 kr.
Når det gælder specifikke bilmærker, oplyser Motorstyrelsen, at der i perioden skete regulering af afgiften for 3.500 biler af mærket BMW med gennemsnitligt 33.000 kr. og for 3.900 biler af mærket Mercedes-Benz med gennemsnitligt 26.500 kr. Men disse tal indeholder både personbiler og varebiler.
Ved første øjekast forekommer tallene måske ikke alarmerende, men de er givetvis ikke repræsentative, når det gælder de mest populære firmabilmodeller, hvor afgiften i mange tilfælde formentlig er forhøjet med mere end 50.000 kr. Vi har således hørt om tilfælde, hvor afgiften for Audi-biler er forhøjet med hele 70-100.000 kr.
Månedlig merskat
For de leasingbiler, der anvendes som firmabiler, medfører en ændring af registreringsafgiften, at beskatningsgrundlaget stiger krone-for-krone med forhøjelsen. Det nye beskatningsgrundlag skal anvendes ved skattetrækket på lønsedlen fra og med den måned, hvor genberegningen finder sted.
I 2022 udregnes den skattepligtige værdi på årsbasis som 24 % af firmabilens værdi op til 300.000 kr. og med 21 % af den overskydende værdi. Hertil kommer et miljøtillæg, som udregnes efter størrelsen af bilens ejerafgift.
Da de mest almindelige firmabiler nok alle har en værdi på over 300.000 kr., vil en yderligere registreringsafgift derfor udmønte sig i en forhøjelse af den skattepligtige værdi med 21 % (2022-niveau) af den ekstra registreringsafgift.
For en bil, hvor registreringsafgiften ved genberegningen forhøjes med 60.000 kr., vil den årlige skattepligtige værdi af bilen således stige med 12.600 kr. eller med lige over 1.000 kr. om måneden. For en topskattebetaler betyder det en merskat på knap 600 kr. om måneden. Hvis bilen er leaset for en periode på tre år, vil den samlede merskat i perioden dermed overstige 20.000 kr.
Det er således ikke ubetydelige konsekvenser, som en genberegning kan få, og det er derfor ikke svært at forstå den frustration mange firmabilfolk i øjeblikket giver udtryk for på de sociale medier over, at forudsætningerne for deres valg af firmabil skrider, når de får resultatet af genberegningen.
Martin William Boel Kristensen
Senior Manager
BDO’s skatteafdeling.