-
Industri
Pas på med skattefradrag ved firmareceptioner. Direktørens eller ejerens runde fødselsdag giver eksempelvis ikke fradrag for udgifterne til en stor reception for forretningsforbindelser og kunder. Læs her BDO’s skatteeksperts opskrift på, hvordan du kan sikre dig fuldt skattefradrag ved forskellige typer receptioner.
Åbent Hus-arrangementer er nok den mest udbredte metode, når en virksomhed ønsker at gøre reklame for sig selv. Om du har ret til skattefradrag af udgifterne, afhænger i første omgang af anledningen til arrangementet. Dernæst af indholdet af receptionen.
Du kan kun opnå skattefradrag, hvis der foreligger en erhvervsmæssig anledning til receptionen. Den betingelse er opfyldt, hvis virksomheden har jubilæum eller rund fødselsdag eller er flyttet i nye lokaler, har fået nye maskiner eller nye produkter.
Ingen fødselsdagsreception
Indehaverens runde fødselsdag anerkendes kun meget sjældent som anledning til en firmareception. Heller ikke selvom der til receptionen kun inviteres forretningsforbindelser, og indehaveren derudover holder en privat fest for familie og venner. Det kan måske virke lidt mærkeligt, når mange virksomheder identificeres med indehaveren. Praksis er dog ganske klar.
I nogle tilfælde er indehaverens og virksomhedens runde fødselsdag eller jubilæum sammenfaldene. Hvis indehaverens mærkedag omtales i annoncer og invitationer, vil det som udgangspunkt blive taget til indtægt for, at det er indehaveren, som er hovedårsagen til sammenkomsten, hvilket udelukker fradrag.
Skattesmæk
Hvis skattemyndighederne ikke anerkender en firmareception som erhvervsmæssigt begrundet, vil konsekvenserne afhænge af, om der er tale om en personligt drevet virksomhed, eller om en virksomhed drevet af et selskab.
I førstnævnte tilfælde vil indehaverens indkomst bare blive forhøjet med de fratrukne udgifter. Er der tale om et selskab, vil selskabets betaling som udgangspunkt blive anset for et løntillæg. Selskabet vil dermed bevare sin fradragsret. Er udgifterne fratrukket som repræsentation, vil selskabets indkomst blive nedsat med den ikke fratrukne del. Til gengæld vil hovedaktionæren blive beskattet som personlig indkomst (løn) af alle udgifterne.
Repræsentation eller reklame
Hvis anledningen for receptionens afholdelse er erhvervsmæssig, skal du afgøre, om udgifterne har karakter af en reklameomkostning med fuldt fradrag, eller om der er tale om repræsentationsudgifter med begrænset fradragsret (25 %). Også på det punkt har domstolene anlagt en meget stram praksis.
Som hovedregel vil udgifter til firmareceptioner skulle anses for repræsentation med begrænset fradragsret. Kun hvis følgende tre betingelser alle er opfyldt, kan udgifterne fratrækkes fuldt ud som reklameudgifter:
Anledningen
Der må ikke være tale om såkaldt kommerciel gæstfrihed. Det vil som udgangspunkt være tilfældet, hvis anledningen er virksomhedens jubilæum eller nye lokaler. I så fald er der kun begrænset fradragsret for udgifterne.
Derimod vil der normalt være fuldt fradrag, hvis anledningen er virksomhedens nye produkter eller ydelser.
Deltagerne
Fuldt fradrag kræver dernæst, at der er åben adgang for offentligheden. Det skal forstås meget bogstaveligt. Hvis receptionen er rettet mod ”kunder, leverandører og forretningsforbindelser” er fuldt fradrag udelukket. Der skal være åben adgang for offentligheden som sådan eller for en større og ubestemt kreds af personer. Dagbladsannoncer skal klart signalere det.
Der er intet til hinder for, at der – som supplement til en avisannonce – udsendes personlige invitationer til bestemte forretningsforbindelser mv.
Traktementet
Fuldt fradrag som reklameudgifter kræver endelig, at traktementet ikke har karakter af egentlig bespisning.
En reception i tidsrummet 12.00 - 15.00, hvor der serveres kold fadøl samt glaseret skinke og oksehøjreb med flødekartofler, udelukker derfor fuldt fradrag.
Et arrangement i tidsrummet 14.00 - 16.00 med pindemadder, kanapeer og et glas vin er derimod OK.
Når medarbejderne deltager
Hvis virksomhedens medarbejdere deltager i et arrangement rettet mod kunderne, vil udgifterne til bespisning mv. af medarbejderne skulle behandles på samme måde, som udgifterne vedrørende kunderne.
Der er altså kun begrænset fradragsret også for de ansattes andel af udgifterne, hvis der er tale om repræsentation over for kunderne. Det gælder også, selvom antallet af medarbejdere, der deltager i arrangementet, overstiger antallet af kunder. Det er anledningen, som er afgørende.
Når du afholder en firmareception, indebærer det ofte, at der ud over udgifter til bespisning, annoncering og evt. indbydelser afholdes udgifter til underholdning samt leje af borde, stole, service og telte. Alle disse følgeudgifter behandles skattemæssigt på samme måde som hovedudgifterne. Også her er anledningen afgørende.
Hvad med momsen?
Når det gælder arrangementer i virksomhedens egne lokaler, foretager man på momsområdet samme afgrænsning som på skatteområdet.
Hvis der er tale om repræsentation, betyder det, at momsen af udgifterne ikke kan afløftes. Hvis der er tale om et reklame-arrangement, vil momsen derimod kunne fradrages.
Holdes arrangementet ikke i egne lokaler, men på en restaurant, i et selskabslokale eller på et hotel, kan ¼ af momsen fratrækkes. Det gælder også, selvom der er tale om en repræsentationssammenkomst.