-
Industri
-
El
-
VVS
Skat finder både private udgifter, skattepligtige rejser og aktionærlån, når der er kontrol af selskaber med en hovedaktionær. Fem års kontrolaktion fortsætter nu, fordi antallet af selskabet med en hovedaktionær samtidig er steget fra 150.000 til 210.000 kr.
Positionen som hovedaktionær indebærer en dobbeltrolle, hvor man har stor indflydelse på, hvordan det selskab, man ejer aktier eller anparter i, bruger sine penge. Det kan give udfordringer med at adskille selskabets økonomi fra hovedaktionærens privatøkonomi.
Det fremgår af en ny publikation ”Selskabernes skattebetaling” fra Skattestyrelsen, der tematiserer hovedaktionærers skatteforhold.
- Rollen som hovedaktionær indebærer en balancegang, og vi ser i Skattestyrelsen en række problemstillinger gå igen i en del af selskaberne med hovedaktionærer. Skat er ikke enkelt, heller ikke for denne type selskaber, og Skattestyrelsen bruger mange ressourcer dels på at vejlede, så man undgår fejl, men dels også for at kontrollere og afsløre grove fejl, siger Kenneth Joensen, selskabsskattedirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.
Private udgifter
I de senere år har Skattestyrelsen derfor ført en målrettet kontrol- og vejledningsindsats over for denne type af selskaber for at sikre, at flest mulige efterlever skattereglerne. På den baggrund har styrelsen identificeret seks områder, hvor der er størst risiko for, at hovedaktionærerne i små og mellemstore selskaber begår fejl:
- Private udgifter
- Overdragelse af aktiver mellem hovedaktionær og selskab.
- Skattefrie rejse- og kørselsgodtgørelser
- Aktionærlån
- Aktionærtilgodehavender
- Værdiansættelse af frie goder
Som et resultat af den skærpede fokus har Skattestyrelsen fra 2018-20 foretaget godt 7.200 kontroller af hovedaktionærer og deres selskaber. Indsatsen har samlet ført til skatteopkrævninger for 253 mio. kr. Derfor fortsætter kontrollerne de kommende år, oplyser Skattestyrelsen.
Læs rapporten om kontrol og selskabernes skattebetalinger her: