-
Industri
Er du klar til en skattekontrol? Mange virksomheder ville kunne undgå langvarige skattesager og store efteropkrævninger, hvis de forberedte sig på et kontrolbesøg. Kig nærmere på de områder, hvor Skat ofte finder fejl, lyder rådet fra skatteeksperten.
Skattestyrelsen udsendte for nylig en pressemeddelelse, hvori det oplyses, at styrelsen fremadrettet vil øge sin kontrolindsats over for hovedaktionærselskaber, fordi styrelsens erfaringer inden for de senere år er, at der især blandt de mindre og mellemstore virksomheder er mange fejl i momsangivelserne og i skatteregnskaberne.
Seks fokusområder
På skatteområdet har Skattestyrelsen især konstateret fejl inden for følgende områder:
- Udbetaling af skattefrie kørepenge og diæter.
- Værdiansættelse af firmabiler og andre frie goder.
- Ulovlige aktionærlån.
- Private udgifter i virksomhedsregnskabet.
- Overdragelse af aktiver mellem hovedaktionær og selskab.
- Aktionærtilgodehavender (mellemregninger).
Tjekker fem år tilbage
Vi vil anbefale alle mindre og mellemstore virksomheder at kaste et kritisk blik på deres egne forhold og forberede sig på et kontrolbesøg. Det gælder, især fordi skattemyndighederne i forhold til hovedaktionærforhold har forlænget ligningsfrist. Derfor kan myndighederne normalt gå mindst fem år tilbage i tid, hvilket de ikke viger tilbage for at gøre.
Et kontrolbesøg kan derfor ende med meget betydelige efteropkrævninger.
I BDO er vi ikke begejstrede for den måde, hvorpå Skattestyrelsen opgør resultaterne af sin virksomhedskontrol, fordi formen i vores øjne mistænkeliggør alt for mange virksomheder i et både unødigt og urimeligt omfang.
Slemme brancher
Vi har en oplevelse af, at mange af de opregnede fejl kan henføres til virksomheder med meget bestemte karakteristika, herunder til virksomheder, der ikke bruger revisorbistand samt til virksomheder i bestemte brancher, heriblandt restaurationer og kiosker, samt visse virksomheder inden for transport- og byggebranchen. Hvis det var muligt at udskille disse virksomheder, ville resultatet for de resterende efter vores opfattelse se anderledes opmuntrende ud.
På samme måde giver det i vores optik ingen som helst mening at rapportere, at der findes fejl i seks ud af ti momsindberetninger og skatteregnskaber, fordi der alene på grund af reglernes kompleksitet nok uden videre vil kunne findes fejl hos alle virksomheder (10/10), hvis det var det, man ville. I vores øjne kan det ikke være mængden af fejl, men arten og omfanget af disse, som må være det interessante.