-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Man skal være bevæbnet til tænderne med fakta og dokumentation for at få ændret virksomhedens tidligere årsopgørelser hos Skattestyrelsen. Syv ud af ti anmodninger blev sidste år afvist, viser ny statistik.
Virksomheder kan få rettet deres årsopgørelser for tidligere år, hvis de har glemt en indtægt eller et fradrag eller måske har lavet en bogføringsfejl. Det sker ved en såkaldt anmodning om genoptagelse af skatteansættelsen, som kan gå fire år tilbage. Skattestyrelsen har alene i 2022 fundet fejl i syv ud af ti anmodninger om genoptagelse, der er kontrolleret.
Med den kritiske kontrol af anmodninger om at få skat retur har Skattestyrelsen siden 2018 stoppet udbetalingen af knap 500 mio. kr. i overskydende skat fordelt på 5.500 sager. Det svarer til, at der i gennemsnit er stoppet uberettigede udbetalinger for omkring 90.000 kr. i hver sag.
- Når vi finder fejl i så stor en del af sagerne, er det ikke fordi de fleste anmodninger om genoptagelse er forkerte eller indeholder fejl. Det er udtryk for, at vi hele tiden bliver bedre til at kontrollere de rigtige sager, så vi ikke unødigt forstyrrer de virksomheder, hvor der ikke er problemer, siger Preben Buchholtz, der er underdirektør i Skattestyrelsen.
Mange fejl
Når Skattestyrelsen bruger kræfter på at gennemgå alle nye oplysninger, umiddelbart efter de er kommet ind, er det fordi, det er lettere at stoppe en udbetaling end at opkræve et beløb, når det først er udbetalt fra statskassen. Det er Skattestyrelsens erfaring, at udbetalt skat, der skal opkræves igen, i en række tilfælde vil ende som en restance i stedet.
- Omkring halvdelen af de sager, vi får ind, er fra virksomheder, der ikke har afleveret oplysningsskemaet til tiden. Derfor har de fået fastsat deres skat af Skattestyrelsen. Og vi ser i mange tilfælde, at der er fejl i virksomhedernes oplysninger, når de sender deres oplysningsskema ind efter fristen, siger Preben Buchholtz.
-
Sådan foregår en genoptagelsessag
Genoptagelsessager opstår, hvis en virksomhed ønsker at ændre grundlaget for skattebetalingen fra tidligere indkomstår. For at virksomheden kan få skatteberegningen genoptaget, skal virksomheden indsende dokumentation til Skattestyrelsen for forhold, som ikke indgik i den oprindelig skatteberegning. Derefter vil Skattestyrelsen vurdere skatteberegningen på ny.
Fristen for at få en skatteansættelse genoptaget er senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Dog er der efter særlige omstændigheder mulighed for ekstraordinær genoptagelse derefter.
Læs mere her: