-
El
-
VVS
Spørgsmål:
Vi er en mindre vvs-virksomhed, som tidligere haft to lærlinge, der begge er forsat hos os som svende. Når vores nuværende vvs-lærling afslutter sin uddannelse, synes vi dog, at det vil være godt for ham at komme ud og prøve at arbejde et andet sted. Da de to tidligere lærlinge er blevet ansat efter endt læretid, er vi kommet i tvivl, om vi skal gøre noget, eller han bare skal stoppe, når han er færdig?
Svar
Nogle gange kan det være en god ide at komme ud og få noget erfaring fra et andet sted, når læretiden slutter. Så kan det jo være at vejene krydses igen på et senere tidspunkt.
Helt generelt vil vi altid anbefale, at I sætter jer ned med jeres lærlinge og tager en samtale om fremtiden op til læretidens udløb. Det kan være en god måde at afstemme forventninger og evaluere læretiden, uanset om I ønsker, at lærlingen skal forsætte sin karriere hos jer eller et andet sted.
For lærlinge på vvs-overenskomsten, samt lærlinge på vvs-uddannelserne på Industri-og vvs-overenskomsten, er det derudover også en betingelse, at der skal gives et opsigelsesvarsel på 10 arbejdsdage i de tilfælde hvor ansættelsesforholdet ikke ønskes forsat udover uddannelsesaftalens udløb.
Når I ikke ønsker, at jeres vvs-lærling skal forsætte som svend i virksomheden, skal I derfor sikre jer, at han modtager en skriftlig opsigelse med et varsel på 10 arbejdsdage inden hans uddannelsesaftale udløber. I skal i den forbindelse være opmærksomme på, at overenskomsten henviser til arbejdsdage. Det er således ikke tilstrækkeligt at give ham et opsigelsesvarsel på 10 kalenderdage.