-
Industri
-
El
-
VVS
Både installationsbranchen og metalindustrien har et stort potentiale for at tage flere lærlinge fra it-uddannelserne, lyder det fra TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Uanset om vi taler installationsbranchen eller metalindustrien, så er der et stigende behov for it-kompetencer i virksomhederne.
Det bliver ikke mindre de kommende år.
- It i vores virksomheder er et vigtigt omdrejningspunkt for udviklingen af produktion og service. Brug af data i den grønne omstilling bliver helt centralt. Virksomhederne skal eksempelvis kunne etablere en dataplatform, der gør dem i stand til at følge drift af udstyr for at forhindre nedbrud og for at kunne fortage en korrekt reparation af udstyret for kunden, siger Johnny Kristensen, chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Virksomhederne i installationsbranchen og metalindustrien har i dag kun få lærlinge fra it-uddannelserne, men der er plads til mange flere, vurderer TEKNIQ Arbejdsgiverne. En af mulighederne for at blive klogere på området er derfor at møde op til en konference om rekruttering og uddannelse af it-medarbejdere.
Den bliver afholdt i Industriens Hus i København tirsdag den 17. januar klokken 9.30 – 13.00. Det sker i et samarbejde mellem TEKNIQ Arbejdsgiverne, DI, Dansk Metal, TEC og Industriens Uddannelser.
Det er for organisationer og virksomheder, der har udfordringer med at skaffe de rette it-medarbejdere.
Fokus er på it-erhvervsuddannelsen 'data- og kommunikationsuddannelsen', hvor man kan uddanne sig til datatekniker med speciale i programmering eller infrastruktur. Det er også muligt at uddanne sig til it-supporter.
Du kan tilmelde dig og læse mere om konferencen på dette link, Sådan får I fat i jeres næste it-medarbejdere (danskindustri.dk). Fristen er den 13. januar, og det er gratis at deltage.