-
Industri
-
El
-
VVS
-
Beslagsmede
Gør I noget særligt for arbejdsmiljøet? Har I skabt resultater, som andre arbejdspladser kan lære af? Så er det nu I skal indstille virksomheden til Arbejdsmiljøprisen 2023, som sidste år blev vundet af en af TEKNIQ Arbejdsgivernes medlemsvirksomheder.
Arbejdsmiljørådet hylder med Arbejdsmiljøprisen hvert år de arbejdspladser, hvor ledelse og medarbejdere samarbejder om at skabe et godt arbejdsmiljø. Og nu er det igen tid til at indstille virksomheder, der har gjort en særlig indsats på området.
Prisen uddeles i kategorierne Arbejdsulykker, Ergonomi, Psykisk arbejdsmiljø samt Kemi og vådt arbejde.
Formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage opfordrer alle arbejdspladser, der har samarbejdet om at skabe et bedre arbejdsmiljø, til at indstille sig:
– Med Arbejdsmiljøprisen ønsker vi at sætte fokus på arbejdspladser, som gør en mærkbar indsats for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø. Vi vil gerne hædre de initiativer, som gør en positiv forskel, og som fortjener et skulderklap. Samtidig håber vi, at Arbejdsmiljøprisen kan være med til at inspirere andre arbejdspladser til at gøre en ekstra indsats for arbejdsmiljøet. Vi glæder os meget til at modtage alle de gode indstillinger, siger Cristina Lage.
Sidste år vandt TEKNIQ Arbejdsgiverne-medlemmet NH Jespersen i kategorien for "muskel og skeletbesvær" og Kemp & Lauritzen var nomineret i kategorien "arbejdsulykker".
Sidste frist for at indstille virksomheder er fredag den 10. februar 2023. Læs mere om de fire kategorier og indstil jer på www.arbejdsmiljøprisen.dk
Arbejdsmiljøprisen 2023 afholdes i Aarhus onsdag d. 24. maj 2023.
Fakta: Om Arbejdsmiljøprisen
Siden 2006 har Arbejdsmiljørådet tildelt Arbejdsmiljøprisen til arbejdspladser, som har skabt markante resultater og løst vigtige udfordringer i arbejdsmiljøet gennem vedholdende indsatser og et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere. Arbejdsmiljøprisen uddeles inden for fire kategorier til arbejdspladser, som gør noget særligt for arbejdsmiljøet, og som kan inspirere andre. De 12 nominerede arbejdspladser og de fire vindere udvælges af en dommerkomité, der består af repræsentanter fra DA, FH, KL, Lederne og Akademikerne og formand for Arbejdsmiljørådet Cristina Lage.