-
El
-
Industri
SeeSafe har specialiseret sig i avanceret videoovervågning. Nu er virksomheden klar til at erobre udlandet med nyt vækstprogram.
Selvom vækstprogrammet sigter mod månen, så kan mindre også gøre det. Men ud over landets grænser, det vil sikringsfirmaet SeeSafe.
- Vi er vækstet ganske meget, og vores kunder er begyndt at bevæge sig mod udlandet. Derfor er det også naturligt for os at gøre det, siger Michael Frandsen, indehaver af SeeSafe.
Det seneste regnskabsår har sikringsfirmaet SeeSafe haft en vækst på 130 procent og leverer en lang række ydelser fra mere traditionel tyverisikring til avanceret videoteknologi, der blandt andet kan holde bøllerne ude af fodboldstadion og åbne en ny betalingskasse automatisk, når der er brug for det.
Månelanding i branchen
Nu er virksomheden blevet en del af Man on the Moon-udviklingsforløbet, hvor 20 virksomheder får hjælp til at tage det helt store skridt ud over landets grænser. Bag det står Erhvervshus Sjælland, Copenhagen Capacity og flere uddannelsesinstitutioner. Målet er at skabe en af fremtidens store virksomheder på Sjælland blandt den brogede skare af virksomheder.
- Det er meget forskellige virksomheder, der er med i projektet. Lige fra en virksomhed, der arbejder med at fjerne PFAS-kemikalier til et ølbryggeri, siger Michael Frandsen.
Læs også: Ansigtsgenkendelse i Brøndby er kun begyndelsen
SeeSafe har i løbet af de seneste to-tre år gjort sig erfaringer med de udenlandske markeder. Først Sverige så Frankrig, Tyskland, Italien, Portugal og Finland. SeeSafe har egne folk midlertidigt i landende og partnere til installation.
Det har givet mod på mere, da indehaveren for alvor har fået øjnene op for potentialerne i udlandet. Det er blandt andet sket ved at udveksle erfaringer på netværksmøde med forretningsudviklere og andre, der allerede har taget springet.
- I går havde vi for eksempel et oplæg fra en tidligere direktør i Microsoft, siger Michael Frandsen.
Video viser vejen
Michael Frandsen tror meget på den digitale udvikling i sikringsbranchen, hvor fokus i højere grad vil flytte sig væk fra traditionelle overvågningssystemer til videoanalyse. I praksis betyder det, at man kan spotte butikstyveriet mens det sker i stedet for at skulle gennemgå videooptagelser efterfølgende.
- Mange forsikringsselskaber er bundet op på alarmsystemer, men jeg tror, at det med tiden vil blive afløst af videoanalyse, siger Michael Frandsen.
Vækstprogrammet løber over to år. Læs mere om selve indholdet af forløbet.
Om SeeSafe:
Michael Frandsen stiftede sikringsvirksomheden SeeSafe i 2007 og har specialiseret sig i digital videoanalyse.
Derudover satser virksomheden på it-sikkerhed.
Kundeporteføljen omfatter blandt andre Aldi, Samsøe & Samsøe, Normal og Jysk.
Hovedkontoret er i Næstved, men virksomheden har også en afdeling i Aarhus.
Der er i alt 19 medarbejdere i virksomheden.