-
El
Festival- og koncertsæsonen blev skudt i gang i den forgangne weekend og Sikkerhedsstyrelsen minder om, at elsikkerheden i midlertidige installationer skal være på plads.
Når musikken spiller, og der er gang i madboderne på sommerens festivaler, står el-sikkerhed ikke altid øverst på huskesedlen.
Derfor minder Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse om, at arrangørerne bør have fokus på sikre installationer.
En kontrol, som styrelsen gennemførte sidste år, viste, at fejl som forkert eller defekt brug af fejlstrømsafbryder (RCD) og manglende beskyttelse af kabler, som der køres henover, er hyppige gengangere.
- Ofte er der godt styr på sagerne hos de helt store festivaler, hvor der er professionelle ansat til at passe på gæsterne og musikerne. Andre steder skal el-sikkerheden have et nøk opad, siger Evy Boe Madsen, der er vicekontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Hvor ligger ansvaret
Jesper Sandberg, der er chefkonsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, forklarer at det er festival-arrangøren, der har ansvaret for installationen frem til de undertavler, hvor de enkelte boder eller stande tilslutter deres installation.
- Herefter er det ejeren/brugeren af den enkelte stand, der har ansvaret for den installation der er på standen. I den udstrækning elinstallatøren bistår festivalen og ejeren af standen med udførelsen af installationerne, er han selvfølgelig ansvarlig for at sikre, at installationerne bliver udført lovligt og sikkert, siger Jesper Sandberg.
Se mere om ansvarsfordelingen ved midlertidige festival-installationer her:
Fakta om Sikkerhedsstyrelsens kontrol af elinstallationerne på festivaler og markedspladser i 2021:
- I 20 % af installationerne var der ikke udført korrekt supplerende beskyttelse med en fejlstrømsafbryder (RCD)
- I 37 % af installationerne var ledninger og kabler ikke korrekt installeret
- I 23 % af installationerne var transportable brugsgenstande ikke tilsluttet en virksom beskyttelsesleder
- I 20 % af installationerne var der ikke udført korrekt systemjording
2021 kontrollen i tal:
Antal tilsyn: 30
Antal overtrædelsessager: 8
Antal vejledningssager: 14
Antal OK-sager: 8