-
Industri
Spørgsmål:
Sexliv er privatliv. Det er som udgangspunkt ikke noget, arbejdsgiveren skal forholde sig til. Men der kan være undtagelser. Læs klummen om emnet fra ledelseskonsulent Ditte Haslund.
Svar
Af ledelseskonsulent Ditte Haslund,
Haslund & Alsted
Har du læst artiklen om Viggo, der efter flere års tilløb ønsker at fortælle kollegaerne på værkstedet om sit valg af en mandlig partner? Viggo henvender sig først til sin chef på virksomheden KP Components, som derefter orienterer afdelingslederne. Hele ledelsen bakker således op om Viggos udmelding og sender et tydeligt signal om, at man aktivt støtter medarbejdere, der ønsker at være åbne om deres seksuelle identitet.
”Seksuel mangfoldighed” kunne man kalde den værdi, der ligger bag ledelsens reaktion.
En ledelse bør løbende arbejde med at modne sin virksomhed ved at opmuntre til tolerance overfor forskelle. Ikke blot seksuelle forskelle, men forskelle i det hele taget, (fx nationalitet og religion), som ellers kan stå i vejen for et produktivt samarbejde. Eller formuleret sådan: I den moderne virksomhed øver alle sig i at gå fra at kunne holde hinanden ud til at holde af hinanden, hvilket styrker samarbejdet.
At holde af sine kolleger
Reaktionen på Viggos udmelding tyder på, at medarbejderne er kommet dertil, hvor de rummer og holder af hinanden, og det er nok årsagen til, at Viggo møder en umiddelbar accept, da han står frem. Og tilsvarende siger Viggo, at han i processen har opdaget, at kollegaer også kan være venner.
Viggo og andre i samme situation understøttes desuden af en samfundsmæssig udvikling i Danmark mod en større åbenhed om ens seksualitet. I dag møder jeg ofte medarbejdere, som giver en kort præsentation af dem selv sådan her: ”Jeg hedder Mads, og jeg er gift med Søren, som jeg snart kan fejre kobberbryllup med”, eller ”Jeg hedder Nina og bor sammen med Lotte, som jeg har to dejlige børn med”. Det er en klar udmelding, som ikke er problematiserende, men som fremhæver glæden ved at have en god partner og en dejlig familie. Den betoner det, som homo- og biseksuelle har til fælles med heteroseksuelle, i stedet for at fremhæve forskellene.
Sexualitet er privat
I Viggos situation er det afgørende, at han selv efterspørger ledelsens hjælp til at stå frem, for ellers skal en ledelse i udgangspunktet ikke blande sig i medarbejdernes seksualitet og hvordan, de forvalter den. Det tilhører privatlivet.
Men i de tilfælde hvor en medarbejders adfærd giver problemer for ham selv eller andre, har ledelsen både ret og pligt til at tage problemet op, også selvom medarbejderen måske ikke synes, der er et problem. Det kan fx dreje sig om seksuel chikane, magtmisbrug for at få sex eller ’affærer’, som forstyrrer eller skader virksomheden. Her må ledelsen ikke have berøringsangst men kan være nødt til at overskride privatlivsgrænsen, hvis problemerne i praksis viser sig ikke at være private.
Se Jacob Alsted & Ditte Haslund: ”Sex, sladder og stress i organisationer”, forlaget Samfundslitteratur, for en yderligere diskussion af ledelsens rolle i forhold til sex og virksomhed.