-
Industri
Hos Omme Lift i byen Sdr. Omme ved Grindsted indbyder ledelsen medarbejdere til en snak om muligheder, når pensionen eller efterlønnen nærmer sig. Men erfaringen viser, at tre ud af fire har bestemt sig og går direkte efter livet som pensionist uden tilknytning til den gamle arbejdsplads.
-Det er selvfølgelig ærgerligt i en tid, hvor vi virkelig har svært ved at finde nye faglærte medarbejdere. Vi spørger ind til deres eventuelle tanker om at fortsætte med kortere arbejdstid. Der er vi fleksible. Men mange vil gerne i gang med livet uden arbejde. Jeg tror, at det bygger på en frygt for ikke at få et langt liv som pensionister, selvom de fleste jo rent faktisk lever længe.
Det siger direktør og indehaver Axel Thøgersen fra Omme Lift A/S, der har været i familiens eje igennem tre generationer. En række medarbejdere har lang anciennitet, og der er flere, der har arbejdet længe efter pensioneringen.
-Forrige år stoppede en medarbejder som 69-årig. Han havde arbejdet halv tid, siden han blev folkepensionist. Det var en fornøjelse og en god aftale for begge parter, siger Axel Thøgersen.
Hver fjerde bliver
Med godt 100 faste medarbejdere er der tre til fire, der forlader virksomheden hvert år for at gå på efterløn eller pension. Erfaringen viser, at der kan laves en aftale om at fortsætte med ca hver fjerde medarbejder. Videns-medarbejdere kan i nogle tilfælde få en aftale helt ned på en enkelt dags arbejde i ugen.
Det skyldes, at de typisk ligger inde med stor viden og kompetencer, som man ikke på kort tid kan give videre til en nyansat afløser. Det kan være kritisk viden, som er helt afgørende for eksempelvis at kunne betjene og servicere kunder.
De dygtige og faglærte fra produktionen skal gerne være parate til at arbejde minimum halv tid hos Omme Lift som seniorer. Med den arbejdstid kan en senior reelt være ekstra hænder og eksempelvis booste indsatsen i et montageteam på udvalgte dage.
-Men vi kan jo ikke have en svejsekabine stående tom i tre dage, for at beskæftige en mand de to første dage i ugen. Det er vigtigt, at aftalerne giver mening for begge parter. Deltidsansættelser må ikke påvirke vores flow negativt, siger Axel Thøgersen.
Kultur
Senioraftaler er ikke nedskrevet på glitret papir hos Omme Lift. Det er en del af kulturen, at man indbyder til en samtale om mulighederne for at skræddersy en opgave og en arbejdstid, er kan være interessant for den enkelte.
-Det har vi ikke set et behov for at formulere og beskrive i en større plan. Det gør vi bare helt naturligt, siger Axel Thøgersen.
Omme Lift producerer kvalitetslifte til en række forskellige formål. 85 procenten af produktionen eksporteres fra Sdr. Omme til verdensmarkedet.