-
El
-
VVS
-
Industri
-
Beslagsmede
Carsten Agerlin, fagchef hos AS3 Transition, gæstede tidligere denne uge HØRT! TEKNIQ Arbejdsgivernes podcast og gav sine input til, hvordan virksomheder og medarbejdere i fællesskab bedst kan planlægge de sidste arbejdsår til gavn for alle parter.
Seniorer udgør en vigtig del af fremtidens arbejdsmarked. Derfor er det afgørende for medlemsvirksomheder at tilpasse sig og skabe et inkluderende arbejdsmiljø og hjælpe seniorer med at tage stilling til deres fremtidige arbejdsliv. Men hvordan skaber man et meningsfuldt arbejdsliv for seniorer? Carsten Agerlin kommer her med tre gode råd til medlemsvirksomheder, der ønsker at styrke deres tilgang til at fastholde eller "tilknytte" deres medarbejdere.
Et opgør med begreberne:
- Prioriter tilknytning frem for fastholdelse. Tilknytning indebærer et tilbud om gensidighed, hjælp og støtte for at skabe et godt arbejdsliv fremadrettet. Jeg foretrækker også at fokusere på et senkarriereforløb, hvor målet er, at medarbejderen bliver afklaret omkring, hvordan han eller hun indretter den sidste del af arbejdslivet, men hvor der er fokus på udvikling frem for afvikling, fortæller Carsten Agerlin.
Mere dialog og færre tilbud:
- I mange organisationer oplever jeg en vis berøringsangst for at tackle forskellige seniorproblematikker, herunder den berygtede "samtale" med seniorer. I min optik er der ingen grund til at være nervøs, hvis relationen er i orden. Spil med åbne kort og lad medarbejderen vide, at virksomheden gerne vil sikre vedkommendes kompetencer og resultater. Signalér samtidig, at I ønsker at samarbejde med medarbejderen om, hvornår og hvordan han eller hun kan bidrage med sin unikke viden og kompetencer, velvidende at han eller hun forlader arbejdsmarkedet på et tidspunkt. Jobbet er en vigtig 'stafet', der skal gives videre, fortsætter Carsten Agerlin.
Tag udgangspunkt i den enkelte:
- Stadig flere virksomheder indfører forskellige tiltag, hvor senioransatte kan skabe den rette balance mellem et aktivt arbejdsliv og en gradvis nedtrapning mod pensionen. Den øvelse er dog ikke helt ligetil. En af de store udfordringer set med virksomhedens briller er, at en del seniorer er nået til et sted i livet, hvor det at arbejde handler om meget andet end en indkomst. For mange handler dagligdagen på jobbet mere om at have et socialt og intellektuelt stimulerende indhold og en struktur at stå op til. Det er vigtigt at opleve, at man gør en forskel. Der skal med andre ord mere end blot en økonomisk gulerod til at fastholde dem på arbejdspladsen. Men det handler om at tage udgangspunkt i den enkelte. Hvad har du brug for? Hvad kan vi gøre for dig? Vi kommer ikke udenom, at fleksibilitet er altafgørende. Så i stedet for at præsentere et defineret "senior-katalog" med muligheder, som man kan afkrydse, kunne man spørge: "Hvad kunne du have brug for?" På den måde skaber man gensidighed mellem virksomheden og medarbejderen, afslutter Carsten Agerlin.
TEKNIQ Arbejdsgiverne står bag kampagnen 'Lev Godt, Arbejd Længere', som sætter fokus på seniorarbejdslivet.