-
El
-
VVS
Hvordan håndterer man som arbejdsgiver situationer, hvor en ansat oplever seksuel chikane eller krænkelser fra en kollega? Anders Fugmann, Overenskomstchef hos TEKNIQ Arbejdsgiverne, gæstede sidste uge TEKNIQ Arbejdsgivernes podcast HØRT! med en konkret henvendelse fra en af vores medlemsvirksomheder.
Det er vigtigt, at medlemsvirksomhederne håndterer eventuelle sager om seksuel chikane eller krænkelser korrekt. Herunder indsamling af dokumentation, opbygning af en sag, spørgsmål om skyld og muligheder for sanktioner. Men ligeså vigtigt er behovet for forebyggelse og at ledelsen går forrest og sikrer en sund kultur. Sådan lyder meldingen fra overenskomstchef og advokat i TEKNIQ Arbejdsgiverne Anders Fugmann, som har lang erfaring i at rådgive medlemmerne på området.
- Det er afgørende, at arbejdspladserne, og især ledelsen, aktivt arbejder på at forebygge krænkende adfærd og tydeliggør virksomhedens regler samt de handlinger, der ikke kan tolereres. En effektiv tilgang er at etablere og håndhæve en klar politik på området. Dette sender et signal om, at ledelsen ikke tolererer krænkelser og udstikker retningslinjer til både medarbejdere og ledere om, hvordan de skal håndtere situationen, hvis den opstår, fortæller Anders Fugmann.
Walk the talk
Selvom en tydelig politik er en god idé, så kan den ikke stå alene.
- Det kan være ganske fornuftigt at have klare regler og en defineret politik i sit HR-maskineri. Men hvis det ikke bliver efterlevet, så er det ikke noget værd. Det er igennem kulturen, man skaber forandringer. Forandring opstår gennem virksomhedskulturen - det handler om at følge op på ordene med handlinger. Derfor skal ledelsen gå forrest og praktisere, hvad man prædiker. Det nytter ikke noget at have en flot politik, hvis man som leder tilsidesætter den og undlader at tage udfordringerne op og gøre noget ved problemerne. Det handler om at 'walk the talk', slutter Anders Fugmann.
Hvis du savner inspiration til en personalepolitik, der også håndterer sexchikane, kan medlemmer af TEKNIQ Arbejdsgiverne finde inspiration her:
Se TEKNIQ Arbejdsgivernes forslag til personalepolitik vedrørende krænkende handlinger
Se TEKNIQ Arbejdsgivernes vejledning til forebyggelse og håndtering af krænkende handlinger