-
El
En kendelse fra Vestre Landsret betyder, at afbryderserien SG Install fortsat ikke må sælges, fordi designet er næsten identisk med Schneider Electrics LK FUGA-afbrydere.
SG Armaturen må fortsat ikke producere, sælge, eksportere eller importere afbrydere og stikkontakter fra virksomhedens Install-serie. Det er konsekvensen af en kendelse fra Vestre Landsret, som stadfæster den afgørelse, som Sø- og Handelsretten kom frem til i 2022.
Læs også: Forbud mod salg af SG-stikkontakter
Dengang fandt retten det sandsynligt, at afbryderserien SG Install krænker Schneider Electrics rettigheder til afbryderserien LK FUGA i henhold til ophavsretsloven, designloven og markedsføringsloven. Sagen blev kort efter anket til landsretten, som altså nu har stadfæstet forbuddet. (Forbuddet gælder ikke stikkontakter og afbrydere i Design+S serie.)
Landsretten giver blandt andet Schneider Electric medhold i, at den ophavsretlige beskyttelse ikke kun gælder kontaktfladernes konkave form, men også komponenternes overfladekvalitet og de enkle og rene linjer i LK FUGA-designserien.
Beskyttelse af dansk design
Direktør for Schneider Electric Danmark, Thomas Träger, kommenterer afgørelsen i en pressemeddelelse:
– Vi er glade for landsrettens beslutning om at opretholde det foreløbige påbud, da det ikke kun støtter Schneider Electric, men også bidrager positivt til det danske design- og produktionsmiljø. Resultatet skaber optimisme for vores investeringer i dansk design og produktion, samtidig med at det signalerer beskyttelse af ophavsret, design, markedsrettigheder og innovation i Danmark, siger Thomas Träger, CEO for Schneider Electric Danmark.
Administrerende direktør i SG Armaturen Terry Goldenbeck er ikke overraskende ærgerlig over afgørelsen:
- Vi tager afgørelsen til efterretning, men finder det ærgerligt at landsretten ikke har villet tage stilling, og egentlig bare har stadfæstet hvad Sø- og handelsretten afgjorde. Vi har ikke tænkt os at give op, da vi kæmper for fri konkurrence på et markedet, som stort set udelukkende er domineret af Schneider Electric, dette giver uforholdsmæssiges høje priser på de danske størrelser af afbrydermateriel.
SG Armaturen skal inden 14 dage betale 500.000 kroner i sagsomkostninger til Schneider Electric Danmark.
Kan du se forskel?
SG-kontakter er i læseretning nr. 4, 7, 8 og 9, de øvrige er LK FUGA.