-
El
Det er ikke længere muligt at købe nye IHC-controllere, da Schneider Electric har lukket ned for salget. Det giver elinstallatørerne flere udfordringer.
Schneider Electric har valgt at stoppe salget af LK IHC-controlleren med virkning fra 31. august 2023.
Begrundelsen er, at nogle af de komponenter, der bliver brugt i IHC-controlleren version 3, er udgået hos Schneiders underleverandør. Derfor vil det tage flere år at være klar med en ny controller – og den ventetid har Schneider altså ikke været klar til at acceptere.
– Vi ved godt, det er en meget hård nedlukning og har iværksat indsatser for at imødegå de udfordringer, som der kan opstå i forhold til kunder og grossister, skriver Schneider Electric i en nyhed på sin hjemmeside. Samtidig opfordrer virksomheden kunderne til at kontakte teknisk support, hvis de har spørgsmål.
Bygherrernes ansvar
Mads Risgaard, der er teknisk konsulent i TEKNIQ Arbejdsgiverne, advarer mod, at installatørerne tager unødigt ansvar for Schneider Electrics teknologisk forældede LK-IHC system, hvis de bliver kontaktet af kunder, der ønsker en fabriksny controller.
– Det er bygningsejerne, der i tidernes morgen har valgt LK-IHC, og nu er tiden kommet, hvor systemet ikke mere kan levetidsforlænges uden en ekstra indsats fra Schneider Electric. Det bedste råd til vores medlemmer er derfor, at de først anbefaler bygningsejere, der står med forældet IHC-materiel, at de kontakter Schneider Electric. Næste step er, at elinstallationsvirksomheden kontakter den leverandør, de tidligere har købt LK-IHC komponenter af, siger han.
Fravalg af KNX
Mads Risgaard understreger, at Schneider Electrics LK IHC-system ikke er det eneste forældede proprietære bygningsautomationssystem. Og at flere bygherrer kan stå med udfordringer, fordi de i sin tid har fravalgt fx KNX-installationer, hvor kommunikationsprotokollen er mere åben og tilgængelig for over 8.000 produkter i mindst 190 lande.
Ifølge Schneider arbejdes der lige nu på opdaterede løsninger, der kan erstatte IHC-controlleren, blandt andet med eConfigure med KNX og Wiser, med support til konvertering.
Der er mindst 60.000 bygninger i Danmark med LK IHC installeret.