-
Industri
VækstPartner Kapital har fordoblet størrelsen og tredoblet værdien af Sax Lift i en ejerperiode på godt tre år. Aktivt ejerskab og en stærk direktør har skabt udviklingen – og ført til salg. Fonden leder nu efter nye emner til opkøb.
- Som kapitalfond købte vi Sax Lift i 2019 med det formål at udvikle virksomheden og mere end fordoble værdien og sælge videre på fem år. Nu har vi tredoblet værdien på godt tre år, så det har været en succes, siger Jon Risvig, partner i VækstPartner Kapital og aktiv sparringspartner for direktør Jes Linnet fra Sax Lift i de seneste års udviklingsproces.
Den svenske koncern Indutrade blev i en salgsproces valgt som den mest interessante køber at gå i forhandling med.
- Indutrade med 200 datterselskaber er som køber en garant for stabilitet og et langt ejerskab. Det giver sikkerhed for Sax Lift og de ansatte for et ejerskab, der skaber en god lokal arbejdsplads i Vejen. Under vores ejerskab har der hele tiden skullet eksekveres på en ambitiøs strategi. Nu er der en ejer med et længere sigte. Det har også været vigtigt for os som sælger, siger Jon Risvig.
Virksomheder søges
Sax Lift producerer og forhandler lifte og løfteborde primært til eksport via en stærk digital platform. Der er nu 36 ansatte i virksomheden i Vejen, der har styrket hele organisationen i vækstperioden. VækstPartner Kapital er ved at afslutte investeringerne i den fond, som Sax Lift ligger i. En ny fond med nye danske smv’ere med potentiale til vækst forventes etableret i 2023.
- Vi søger virksomheder med et unik produkt eller koncept, der har et vækstpotentiale, som vi kan hjælpe med at udvikle frem imod en ny ejerstruktur. Som virksomhedsejer skal man ikke være bange for at kontakte os eller andre i branchen for en indledende snak, der kan afdække mulighederne. Vi har ikke noget imod, at en dialog om et nyt ejerskab tager et år, siger Jon Risvig.
Forskellige ejerformer
I eksemplet med Sax Lift var VækstPartner Kapital hovedaktionær, men den tidligere ejer samt den adm. direktør Jes Linnet var medaktionærer frem til salget. De fik derved andel i værditilvæksten ved salget, hvor Indutrade overtog samtlige aktier. Der er således forskellige modeller for både salg og ejerskab.
VækstPartner Kapital har en række forudsætninger for et opkøb:
B2B-virksomhed
Omsætning på 10-100 mio.kr
Minimum 10 ansatte
Unikt produkt eller koncept eller niche
Læs mere her. Welcome - Vækstpartner Kapital (vpkapital.dk)