-
Industri
Konkurrencemyndighederne har givet grønt lys til, at Sanistål kan sælges til svenske Ahlsell. Stål-grossisten og vvs-leverandøren med 34 danske butikker skifter i forårets løb navn og bliver til Ahlsell.
Prisen for den store danske koncern er ifølge Nordjyske.dk omkring 750 millioner kroner. Koncernen med samlet 1.200 medarbejdere i Danmark, Letland, Litauen og Polen om sætter for omkring tre milliarder kroner.
Den nye ejer, Ahlsell, er ifølge Nordjyske ejet af kapitalfonden CVC Capital Partners, som også har en kontrollerende ejerandel i den landsdækkende byggemarkedskæde Stark. Ifølge Konkurrencestyrelsen arbejder de to koncerner på så forskellige markeder, at en fusion ikke vil hæmme konkurrencen på området i Danmark. Derfor er der grønt lys for fusionen.
6000 medarbejdere
Sanistål har været et kendt koncernnavn i Danmark siden 1972. Nu skal kunderne til at sige Ahlsell i stedet. Koncernen har 300 butikker i otte lande med 6.000 medarbejdere. I Danmark har Ahlsell 90 medarbejdere fordelt på fem adresser i Brøndby, Sønderborg, Aarhus, Kolding og Aalborg.
Adm. direktør Claudio Christensen i Sanistål fortsætter i jobbet og indgår i den nye koncernledelse. Kort før årsskiftet markerede Sanistål sin grønne linje ved at melde ud, at over 180 firmabiler nu systematisk vil blive skiftet til el for at spare CO2.
Sidste år udnævnte virksomheden for første gang også en bæredygtighedschef, der skal arbejde systematisk med at gøre Saniståls forretning så CO2-neutral som muligt. Netop bæredygtighed står højt hos den nye ejers dagsorden.