-
Industri
I K.S.M Kragelund har produktionschef Torben Andersen og servicechef Henning Andersen solgt deres aktier til salgsdirektør Per Møller og stopper. Salgsdirektøren bliver ny hovedaktionær i den jyske virksomhed. Medarbejderne ejer fortsat en mindretalspost på 20 procent.
Sammen har de to tidligere aktionærer været en del af ejerkredsen siden 2010. Henning Andersen og Torben Andersen har begge været ansatte i K.S.M. Kragelund A/S i mere end 30 år. Den nye hovedaktionær Per Møller fortsætter som salgsdirektør med Thorsten Krægpøth som adm. direktør. Der vil komme nye ind på centrale pladser til at tage over for de to tidligere aktonærer, fremgår det af en meddelelse fra virksomheden om ændringerne i ejerkredsen.
- Det er en stor glæde for mig at få muligheden for at overtage K.S.M. Kragelund A/S, da jeg ønsker at fortsætte rejsen. Der er stadig mange ideer og mål, som mangler at blive indfriet for virksomheden, siger Per Møller på virksomhedens website.
Robotter og nye haller
Virksomheden ligger i Kragelund tæt ved Hedensted mellem Vejle og Horsens og beskæftiger i alt omkring 80 medarbejdere som aktør i den jyske maskinindustri. Ved årsskiftet indtog Thorsten Søgaard Krægpøth direktør-kontoret i Kragelund. Hans opgave er at digitalisere og udvikle virksomheden
Automation og robotter er en del af fremtidsplanerne, der også kan involvere nye produktionshaller på nabojorde til den nuværende fabrik. KSM Kragelund oplever ingen afmatning i markedet, og med en solid egenkapital har den nye direktør mulighed for at finansiere udviklingsprojekter.
Medejere
Lidt usædvanligt er en række medarbejdere også aktionærer via et selskab, der ejer 20 procent af aktierne. Selskabet er delt op på 2.000 anparter med en værdi på cirka 3.000 kr./stk. Den udløste et udbytte på fire procent 2021.
-Det giver jo lige lidt ekstra gnist og engagement, når man som medarbejder også privat er involveret i, hvordan det går arbejdspladsen. Det er spændende og motiverende for en direktør, sagde Thorsten Søgaard Krægpøth i et interview ved tiltrædelsen ved årsskiftet.
K.S.M. Kragelunds fire forretningsområder:
-
HEMA Kranudstyr A/S:
Alt i kranudstyr til vognmandsbranchen
Kolster Engineering A/S:
Projektering, konstruktion og salg af luft- og røggasspjæld og materialespjæld
KSM Shopen service og reparation:
Salg, service og reparation indenfor industri, landbrug samt entreprenør.
Underleverandørarbejder:
Pladebearbejdning med svejsning, skæring samt valse-, bukke og savearbejde.
Web: www.ksm-kragelund.dk