-
El
Fremtidens elektrikere vil være skarpere på salg og kundeservice. De bliver blandt andet klædt bedre på til at sælge og kommunikere løsninger til kunderne.
Siden den nye elektrikeruddannelse trådte i kraft i 2015, har de kommende elektrikere fået ekstra kompetencer inden for salg og kundeservice med i værktøjskassen. Virksomhederne efterspørger medarbejdere, som kan sælge og kommunikere tekniske løsninger til kunderne. Det er en del af baggrunden for, at der for eksempel nu er et fag, som hedder ”Kundeservice og salg af tekniske løsninger” på elektrikeruddannelsens første hovedforløb.
– Det er et fag, som skal sikre, at de ikke kun bliver elfaglige teknikere. De skal i højere grad lære at se, hvilke behov kunderne har, og så designe den gode løsning hos kunden. Dertil kommer, at de skal være i stand til at kommunikere med kunden, siger Kelvin Strømsholt, der er konsulent i TEKNIQ.
– Hvis kunden for eksempel gerne vil have god belysning ude i haven, skal lærlingen eller svenden jo ikke begynde at snakke om skumringsrelæer og kontakture og alt sådan noget teknisk noget. De skal i stedet fortælle, hvad det er for løsninger, man kan få. Kunden kender jo ikke til alle de her tekniske dimser, som de selv gør. Man skal prøve at få solgt de gode ideer i et sprog, som også en hel almindelig person kan forstå. Det er i høj grad det, det drejer sig om, siger han.
Skaber værdi
Med den hastige teknologiske udvikling, som er sket inden for branchen, er det i dag ikke komponenterne, som sætter begrænsningerne for, hvad kunderne kan få. Det betyder i bund og grund, at næsten alt er muligt. Derfor skal lærlingen og svenden blive bedre til at kommunikere med kunder om den optimale løsning, som oftest vil være forskellig fra kunde til kunde – og det er en færdighed, som branchens virksomheder efterspørger.
– Vi lytter hele tiden efter, hvad virksomhederne siger, de har brug for. Og vi kan høre, at virksomheden vil sælge løsninger frem for et stykke teknik, siger Kelvin Strømsholt.
På den måde bliver der skabt mere værdi.
– Når elektrikerne kommer ud og kan se, at den opgave, de egentlig skulle lave, måske kan løses på anden vis, så den bliver mere optimal i forhold til kundens forventninger, kan det jo først og fremmest resultere i mersalg. Men det kan også ”bare” resultere i en mere tilfreds kunde. Man har skabt mere værdi hos kunden, end man måske ellers ville have gjort ved at lave den første løsning, siger han.
Ikke en sælgeruddannelse
Selvom der nu er øget fokus på kompetencer inden for salg, kundekommunikation og -service, så gælder det også for de kommende elektrikere, at de først og fremmest er fagpersoner, som skal lære sig at kommunikere med kunderne. Med den ny uddannelse har de dog et bedre udgangspunkt for at bidrage aktivt til denne udvikling.
– De har ikke fået en sælgeruddannelse, men de har fået en viden om, hvad der er på spil, så de måske har det i baghovedet, når de står i en kundesituation. Selvfølgelig ville de også lære det hen ad vejen, hvis kunderne ikke forstod dem og syntes, at forklaringerne var for tekniske. Men det er godt at få fokus på det allerede i lærlingeuddannelsen, siger Kelvin Strømsholt.