-
VVS
Et flertal i Aarhus Byråd bakker op om, at kommunen reserverer særlige p-pladser til håndværkere i den jyske hovedstad. I første omgang på forsøgsbasis.
Det er et velkendt problem, at det kan være svært til umuligt at finde parkeringsplads for installatører og håndværkere i Aarhus, og der bliver indkasseret mange ærgerlige parkeringsbøder indenfor Ringgaden. Det problem er der nu flertal om at løse, for efter magistratens møde for nylig er der nu i første omgang opbakning til et forsøg med at indføre særlige p-pladser for håndværkere. Det skriver Århus Stiftstidende.
Forslaget blev stillet af Venstre for et års tid siden, og nu er det blandt efter endt behandling i Teknik og Miljø-forvaltningen og via Transportministeriet på vej tilbage til de aarhusianske kommunalpolitikere, som umiddelbart er venligt stemte over for forslaget. Venstre foreslår, at kommunen finder 100 nye parkeringspladser inden for Ringgaden, som er reserveret til håndværkerne i tidsrummet 7-16 på hverdage, hvorefter byens borgere må få glæde af dem udenfor tidsrummet samt i weekenderne.
I første omgang vil rådmanden for Teknik og Miljø, Venstres Bünyamin Simsek igangsætte et forsøg med håndværkerparkering, og hvis forsøget bliver en succes, vil han senere søge om en permanent ordning.
De konkrete rammer for forsøget drøftes i en kommende udvalgsbehandling, og senere skal byrådet så tage stilling til en eventuel permanent ordning.